Nicolaj Jacobsen er ikke alene en håndbold-træner i særklasse, hvilket tre gange VM-guld på stribe må være et vidnesbyrd om.
Han er samtidig underholdende at lytte til. Det erfarede de over 200 deltagere i sidste uges arrangement i AVK-hallen.
Krydret med videoklip, der mindede publikum om stemningen fra bl.a. Boxen i Herning og Rådhuspladsen i København, gav Nicolaj Jacobsen et indblik i nogle af elementerne i sin enestående succes som træner. Men også om nedturen, når resultaterne ikke blev som forventet (EM 2020).
Han indviede ligeledes tilhørerne i sit syn på vigtigheden af at holdet udgør en helhed, således at både de udadvendte og de introverte personligheder på holdet tilgodeses.
Der var også plads til videodokumenterede fortællinger om holdets eskapader uden for håndboldbanen, såvel i en partybus i København som på den danske ambassade i Tokyo efter finalenederlaget ved OL.
Det var alt i alt en festlig aften med en helt særlig håndboldpersonlighed i centrum.