Nu bliver det billigere at tilslutte sig fjernvarmen

Image
For en standardbolig betyder det reducerede konverteringsbidrag en samlet besparelse på godt 36.000 kr.

En forventning om større tilslutning fra både private boliger og bolig-, grundejer og andelsboligforeninger giver nu forsyningsselskabet Kredsløb mulighed for at gøre det billigere at blive tilsluttet fjernvarmen i Skovby, Storring og Stjær. For en standardbolig betyder det en samlet besparelse på godt 36.000 kr.

Hvis prisen på at blive tilsluttet fjernvarme i Skovby, Storring og Stjær har været en barriere, er der nu godt nyt fra Kredsløb.

Alle, der har tilsluttet sig projektet eller tilslutter sig inden d. 1. november, kan nemlig se frem til en markant besparelse på det årlige konverteringsbidrag, som nu lyder på 19,65 kr./m2 over en periode på 20 år mod de tidligere 33,75 kr./m2 over samme periode. Det svarer til en samlet besparelse på 36.660 kr. over hele perioden for et standardhus på 130 kvm.

Ifølge Kredsløb er det særligt en forventning om en større tilslutning til projektet over tid, der har givet mulighed for at reducere konverteringsbidraget.

»Vi modtager dagligt mange bestillinger og har på det seneste været i dialog med en del andels-, grundejer- og boligforeninger, der har givet os et grundlag for at kunne reducere konverteringsbidraget betragteligt for hver enkelt, der bliver tilsluttet. Med de stigende energipriser, som boligejere i Skovby, Storring og Stjær hver dag skal forholde sig til, er vi glade for at kunne gøre det endnu mere attraktivt at vælge fjernvarmen til og slippe af med den dyre naturgas,« fortæller Bjarne Munk Jensen, der er adm. Direktør i Kredsløb.

Den nye pris gælder for alle, der har bestilt fjernvarme og for nye kunder.

Flere kan komme med på fjernvarmen

Sammen med den nye pris udvides områderne også, så alle husstande – også erhverv – i Skovby, Storring og Stjær får mulighed for at blive koblet på fjernvarmen. Herunder også Skovby Syd, som omfatter både erhverv og private boliger. Det kræver et nyt projektforslag, som der arbejdes på i øjeblikket.

»Vi håber på, at endnu flere kan se sig selv i fjernvarmen, og at vi kan få så mange som muligt med i konverteringen til gavn for miljøet, økonomien og selvfølgelig den grønne omstilling,« siger Bjarne Munk Jensen.

For at realisere projektet gælder det fortsat, at der skal opnås 70 % tilslutning i henholdsvis Skovby, Storring og Stjær, og derudover er Storring og Stjær hinandens forudsætninger for at blive tilsluttet.

Skovby Syd er et særskilt projekt og har derfor ikke indvirkning på det nuværende tilslutningskrav.

Konverteringsbidraget dækker de omkostninger, der er ved at etablere fjernvarme i et nyt område. Normalt bliver disse omkostninger betalt i forbindelse med byggemodningen. Men da Skovby, Storring og Stjær er eksisterende boligområder, skal der betales et konverteringsbidrag nu.

Del på
Berger Optik

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block