Nyt landsbyfællesskab står klar

Image
Ved en generalforsamling den 26. februar blev LandsbyForum og Landsbysamvirket smeltet sammen i en ny forening kaldet Landsbyfællesskabet i Skanderborg Kommune. Foto: Skanderborg Kommune

Cirka 50 personer deltog i generalforsamlingen i den nye forening Landsbyfællesskabet i  Skanderborg Kommune.

Medlemmerne fra LandsbyForum og Landsbysamvirket har vedtaget at fusionere de to landsbysammenslutninger i ét samlet organ. Det skete ved en generalforsamling i Hylke Forsamlingshus.

Målet er at give landsbyerne en endnu stærkere stemme.  Det nye organ hedder Landsbyfællesskabet og skal samarbejde med Skanderborg Kommune om udviklingen i kommunens landsbyer.

Fusionen sker i forlængelse af Landdistriktspolitikken, der blev vedtaget af Byrådet i september 2021. Politikken sigter mod, at der skal være én samlende dialogpartner for Skanderborg Kommune, og det har medlemmerne af de respektive landsbyforeninger nu ført ud i livet.

»Jeg er rigtigt glad for, at det er lykkedes de to organisationer at forene sig. Vi har nogle stærke og engagerede borgere i Skanderborg Kommune – ikke mindst i landdistrikterne. Jeg tror, at den nye organisering, hvor både erfaring, viden og nytænkning får plads, bliver en rigtig god dialogpartner,« siger Tage Nielsen, formand for Kultur- Fritids- og Idrætsudvalget i Skanderborg Kommune.

»Samtidigt vil jeg også sige mange tak til Landsbysamvirket, som i sin daværende form har varetaget et kæmpestort og vedholdende arbejde for vore landsbyer igennem de mange år.«

Stort netværk i landsbyerne

Landsbysamvirket har som paraplyforening for landsbyerne, været Skanderborg Kommunes dialogpartner siden 2008 og har varetaget en lang række opgaver for landdistrikterne. Herunder dialogmøder, puljeuddeling, høringssvar m.m.

Efter Landsbykonferencen i 2019 opstod Landsbyforum, som i 2021 etablerede sig som forening med medlemsopbakning fra rigtigt mange landsbyer i kommunen.

Den nyvalgte bestyrelse for Landsbyfællesskabet består af både tidligere medlemmer fra Landsbysamvirket og LandsbyForum.

Forud for sammenlægningen har en fusionsgruppe arbejdet på at formulere fælles vedtægter. For at signalere forandring er navnet ændret til Landsbyfællesskabet Skanderborg Kommune. Den nytiltrådte formand for Landsbyfællesskabet, Helene Simoni Thorup, Stjær er glad for fusionen:

»Landsbysamvirket og LandsbyForum har arbejdet virkeligt hårdt på at finde det bedste af de to foreningsstrukturer. Noget af det nye er, at vi har en direkte kontaktperson i hver landsby/landsbyklynge, som skal være med til at styrke dialogen og skabe et godt netværk på tværs af landsbyerne, men også mellem landsbyerne og kommunen. Allerede nu har vi kontaktpersoner i 40 landsbyer. Det gør os til en ny og stærk dialogpartner for både landsbyer og kommune,« siger Helene Simoni Thorup, der har været med fra start i LandsbyForum og også har siddet med i Landsbysamvirket.

Udfoldelse af Landdistriktspolitikken

Landsbyfællesskabets første opgave som dialogpartner er at samarbejde om udfoldelse af Landdistriktspolitikken.

Landsbyfællesskabets bestyrelse har konstitueret sig den 26. februar og består af:
Helene Simoni Thorup (fmd.)
Orla Jegstrup (næstfmd.)
Ove Krogsøe: Kasserer
Jeanine Bonadies
Morten Rose Vilholm
Steen Frøslev
Jørgen Schytter
Aviaja Dahl Kilt

Læs Galten Folkeblad 9. marts 2022

Del på
Restaurant Gammel Høver

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block