Nyt sommerferietilbud til de 10-15 årige: KulturCamp 2023

Image
-

Nu kan drømme om at arbejde med musik, drama, museum, journalistik og design blive til virkelighed - i hvert fald i et forløb af fire dages varighed.

Med KulturCamp 2023 præsenterer Kulturskolen, Museet, Kulturhuset og Biblioteket nu et nyt sommerferietilbud.

KulturCamp foregår i uge 26 og henvender sig til 10-15 årige, der har lyst til en kreativ start på årets sommerferie.

Kulturhuset Skanderborg, Skanderborg Kommunes Biblioteker, Skanderborg Kulturskole og Museum Skanderborg har som kulturaktører et fælles fokus på at tilbyde kvalitetskulturarrangementer til borgerne i Skanderborg Kommune. Og de unge kan godt glæde sig. For nu er de fire udbydere gået sammen om etablering af en KulturCamp – et fantastisk koncept med fokus på fællesskab, kreativitet og nysgerrighed.

Drømme får mange udtryk

Årets tema er ”Drømme” og med afsæt i dette, kan der ved tilmelding vælges hvor vidt sommerferiens første fire dage skal foregå med intense oplevelser på DramaCamp, SkriveCamp, MuseumsCamp, BandCamp eller i DesignerCamp. Holdene afvikles i og omkring Kulturhuset, Biblioteket og Bybadet i Skanderborg, og KulturCampens undervisere består af nøje udvalgte professionelle samt fagpersoner fra arrangørernes egne organisationer.

Helt konkret består KulturCampen af workshop-forløb over fire dage: Fra den 26. juni til den 29. juni. K

ulturCampen starter hver dag med fællessang i Kulturhusets foyer, dagens lille, lokale drømme-fortælling samt evt. fælles informationer relateret til dagens program. Deltagerne vil derefter trække ud til deres respektive hold.

Dagen igennem vil blive indlagt små pauser fra holdundervisningen, så deltagerne får mulighed for at ”besøge” hinandens hold og forhåbentlig blive nysgerrige på andre kulturelle forgreninger end dem, de selv deltager i.

I forlængelse af sidste workshopdag afsluttes camp’en med en stor fælles event, hvor forældre, søskende, bedsteforældre og andre interesserede kan kigge forbi til en festlig afslutning på de mange inspirerende forløb.

KulturCamp med ambitioner

I en pressemeddelelse beskriver arrangørerne konceptet således:

»Vi har med KulturCampen ladet os inspirere af den danske højskoletanke, hvor fællesskab, inspiration og en nysgerrighed på nye, kreative interesser mødes. Vi ser en værdi i at kunne bidrage til, at de unge ser ind i kunsten og kulturens mangfoldige univers – et univers der for mange desværre er et ukendt sted. Det er ikke alle, der er gode til at sparke til en fodbold eller kan kaste en håndbold. Så med KulturCamp ønsker vi at tilbyde et kreativt skabende alternativ til eksempelvis fodboldskolerne.«

Pilotprojekt

Tilbuddet er i år defineret som et pilotprojekt, og ud fra tilmeldingerne at dømme lader det til, at konceptet er kommet godt fra start. Fra de fire samarbejdspartnere forlyder det dog, at der er ambitioner om at kunne udvide hen over de kommende år, så endnu flere børn og unge vil kunne få glæde af en deltagelse i KulturCamp.

Interesserede kan tilmelde sig via Kulturskolens hjemmeside:  https://kulturskolenskanderborg.dk/sommer/

Læs Galten Folkeblad 7. juni 2023

Del på
John Frandsen

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block