Tirsdag d. 3. oktober 2023 er en dag, der ikke glemmes foreløbig for sit vejrlig.
Rundt om i lokalområdet faldt der så meget vand at kloakeringen måtte give fortabt foruden at store mængder jord og grus løb af markerne og endte som mudderophobning på veje og ved private boliger.
Flere steder i Folkebladets udgivelsesområde var skaderne så omfattende, at borgere er henvist til genhusning i adskillige måneder inden boligerne atter er beboelige.
Også i det offentlige rum satte de voldsomme regnmængder sig hærgende spor. Skanderborg Kommunes entreprenørafdeling havde således travlt med at komme til undsætning i det omfang at det var muligt.
»Stort set alle steder med lukkede veje og tunneller er åbnet igen, men vi kører stadig og fjerner grus fra veje og stier,« fortalte Jens-Erik Dengsøe, entreprenørchef ved Skanderborg Kommune to døgn efter det voldsomme regnvejr.
Desuden havde entreprenørafdelingen i rigt mål været ude for at sætte afspærringer og skilte op i bestræbelserne på at forebygge skader og ulykker som følge af vandmængdernes hærgen.
»Heldigvis er borgerne meget forstående og hjælper med at give os et praj. Vi satser på, at der er styr på det meste inden weekenden,« lød det torsdag eftermiddag.
Cykelsti undermineret
Specifikt for cykelstien mellem Storring og Stjær kommer reetableringen imidlertid til at have lange udsigter. Her har vandet skyllet så store mængder sand væk, at asfalten enten er sunket sammen eller svæver frit i luften på flere strækninger i det kuperede terræn mellem de to byer.
»Der er tre steder i kommunen hvor cykelstier er blevet undermineret. Her er vi ude at besigtige og skal vurdere, om der skal anlægges helt nye stier,« siger Jens-Erik Dengsøe.
Han tør derfor ikke give noget bud på, hvornår der igen vil kunne cykles på stien mellem Stjær og Storring.
»Det har jeg ikke noget bud på. Der forestår en stor opgave med at fjerne asfalt og bygge op fra bunden igen. Vi kigger formentlig ind i et større renoveringsarbejde,« siger Jens-Erik Dengsøe og konstaterer, at det er dobbelt ærgerligt med strækningen Storring-Stjær fordi ...