Image
Gitte Mølbæk Johansen, til daglig optiker hos Profil Optik Berger i Galten fik sig fornylig en oplevelse for livet, da hun i Sahara medvirkede til at åbne en ny verden for nogle nomader, blot ved at give dem briller.
Gitte Mølbæk Johansen, optiker hos Profil Optik i Galten, har været på en humanitær aktion i Sahara. Her beretter hun om oplevelserne.
Af Gitte Mølbæk Johansen
Juleaften 2011 pakkede jeg den ultimative julegave op fra chefen: En tur med Optiswiss (en af vores glas-leverandører) til Marokko, hvor jeg skulle ned og lave briller til befolkningen i den marokkanske ørken. Så kunne jeg bare glæde mig til afgang.
Vi var seks danskere (fem optikere + den danske konsulent fra Optiswiss) der d en 21. april satte kursen mod Marokko.
Efter mellemlanding i Paris og Casablanca, landede vi meget sen aften i Agadir lufthavn. Herfra blev vi sammen med andre optikere fra henholdsvis Tyskland, Schweiz og Frankrig fragtet til Tiznit, hvor vi overnattede på hotel.
Næste dag efter morgenmaden ventede der en flok 4x4-køretøjer på os; vi skulle på tur ud i regionen. Vi var tre i ‘vores’ bil, som vi kørte på skift. Jeg skal da lige hilse og sige, at vi kom til at køre off-road i bjergene og den marokkanske ørken.
Når man som jeg er lidt af en kylling, når det gælder udfordringer, der involverer fart, motor og vanskelige vejforhold, så fik jeg her overskredet mine grænser mange gange. Men vi fik set rigtig meget de to første dage, hvor vi også mødte lokalbefolkningen i både bjergene og ude i ørkenen. Alle steder blev børnene rigtig glade for kuglepenne og blyanter, som vi havde med hjemmefra. Det var ikke ualmindeligt at se et barn på 10-12 år, der gik alene ude i ørkenen og vogtede geder. Lidt en anden hverdag end den som danske børn har.
Mange ventede på synsprøve
Herefter blev det vores tur til at komme på arbejde i landsbyen Taghjijt, som ligger i den sydøstlige del af Marokko, ikke langt fra grænsen til Algeriet. Byens forvaltning havde stillet lokaler til rådighed i deres klinik, og det første syn der mødte os, var et stort telt/overdækning, hvor der sad rigtig mange mennesker og ventede på at komme til synsprøve.
Optiswiss havde, i samarbejde med andre leverandører, stillet synsprøveudstyr, instrumenter til øjenlægerne, glas- og stellager samt et fuldt udstyret værksted op på stedet.
Det var utroligt effektivt arrangeret; med det samme vi kom, blev vi efter en kort rundvisning fordelt i de forskellige jobs. Jeg synes selv, at jeg fik det bedste job; jeg skulle finde brillestel til dem, som fik ordineret briller, ind og finde brilleglas og så aflevere det til værkstedet.
Når brillen var færdig, havde jeg den store glæde også at udlevere den til en glad marokkaner. Aldrig har jeg fået så mange knus, kys og glade smil fra helt fremmede mennesker.
Jeg blev flere gange helt rørt over, både at få lov til at være med til at gøre så mange mennesker glade, men også at tænke på, hvor privilegerede vi er i Danmark. De fleste marokkanere taler fransk og arabisk eller berbisk. Jeg taler kun lidt fransk, men med tegn og fagter og ind imellem lidt hjælp fra en lokal embedsmand, der hjalp til i projektet, så fandt vi fint ud af det.
150 synsprøver pr. dag
Der blev taget synsprøve på cirka 150 personer om dagen. Nogle måtte vi desværre afvise at lave briller til, da det ikke ville hjælpe dem til at se bedre. Den stærke sol er skyld i mange skader på øjnene, som f.eks. grå stær og ødelagte hornhinder.
Derfor udleverede vi også mange solbriller og solclip-on til folk. Især børnesolbriller fik vi udleveret en del af. Den første dag, hvor jeg var på arbejde, fik vi produceret 112 par briller, så vi kedede os ikke. Det var ikke usædvanligt at lave briller i måske +10, +15 eller endda -18 til mennesker, der aldrig havde haft briller før.
Læs hele artiklen i Galten Folkeblad 8. maj 2012
Del på
Af Gitte Mølbæk Johansen
Juleaften 2011 pakkede jeg den ultimative julegave op fra chefen: En tur med Optiswiss (en af vores glas-leverandører) til Marokko, hvor jeg skulle ned og lave briller til befolkningen i den marokkanske ørken. Så kunne jeg bare glæde mig til afgang.
Vi var seks danskere (fem optikere + den danske konsulent fra Optiswiss) der d en 21. april satte kursen mod Marokko.
Efter mellemlanding i Paris og Casablanca, landede vi meget sen aften i Agadir lufthavn. Herfra blev vi sammen med andre optikere fra henholdsvis Tyskland, Schweiz og Frankrig fragtet til Tiznit, hvor vi overnattede på hotel.
Næste dag efter morgenmaden ventede der en flok 4x4-køretøjer på os; vi skulle på tur ud i regionen. Vi var tre i ‘vores’ bil, som vi kørte på skift. Jeg skal da lige hilse og sige, at vi kom til at køre off-road i bjergene og den marokkanske ørken.
Når man som jeg er lidt af en kylling, når det gælder udfordringer, der involverer fart, motor og vanskelige vejforhold, så fik jeg her overskredet mine grænser mange gange. Men vi fik set rigtig meget de to første dage, hvor vi også mødte lokalbefolkningen i både bjergene og ude i ørkenen. Alle steder blev børnene rigtig glade for kuglepenne og blyanter, som vi havde med hjemmefra. Det var ikke ualmindeligt at se et barn på 10-12 år, der gik alene ude i ørkenen og vogtede geder. Lidt en anden hverdag end den som danske børn har.
Mange ventede på synsprøve
Herefter blev det vores tur til at komme på arbejde i landsbyen Taghjijt, som ligger i den sydøstlige del af Marokko, ikke langt fra grænsen til Algeriet. Byens forvaltning havde stillet lokaler til rådighed i deres klinik, og det første syn der mødte os, var et stort telt/overdækning, hvor der sad rigtig mange mennesker og ventede på at komme til synsprøve.
Optiswiss havde, i samarbejde med andre leverandører, stillet synsprøveudstyr, instrumenter til øjenlægerne, glas- og stellager samt et fuldt udstyret værksted op på stedet.
Det var utroligt effektivt arrangeret; med det samme vi kom, blev vi efter en kort rundvisning fordelt i de forskellige jobs. Jeg synes selv, at jeg fik det bedste job; jeg skulle finde brillestel til dem, som fik ordineret briller, ind og finde brilleglas og så aflevere det til værkstedet.
Når brillen var færdig, havde jeg den store glæde også at udlevere den til en glad marokkaner. Aldrig har jeg fået så mange knus, kys og glade smil fra helt fremmede mennesker.
Jeg blev flere gange helt rørt over, både at få lov til at være med til at gøre så mange mennesker glade, men også at tænke på, hvor privilegerede vi er i Danmark. De fleste marokkanere taler fransk og arabisk eller berbisk. Jeg taler kun lidt fransk, men med tegn og fagter og ind imellem lidt hjælp fra en lokal embedsmand, der hjalp til i projektet, så fandt vi fint ud af det.
150 synsprøver pr. dag
Der blev taget synsprøve på cirka 150 personer om dagen. Nogle måtte vi desværre afvise at lave briller til, da det ikke ville hjælpe dem til at se bedre. Den stærke sol er skyld i mange skader på øjnene, som f.eks. grå stær og ødelagte hornhinder.
Derfor udleverede vi også mange solbriller og solclip-on til folk. Især børnesolbriller fik vi udleveret en del af. Den første dag, hvor jeg var på arbejde, fik vi produceret 112 par briller, så vi kedede os ikke. Det var ikke usædvanligt at lave briller i måske +10, +15 eller endda -18 til mennesker, der aldrig havde haft briller før.
Læs hele artiklen i Galten Folkeblad 8. maj 2012
