Stor tilslutning til nytårskoncert med Prinsens Musikkorps lørdag d. 6. januar. I pausen uddeles for første gang Spare-kassen Danmarks 'Godt Gået-pris'
Der er altid garanti for nogle festlige og sjove timer, når Prinsens Musikkorps spiller nytårskoncerter.
I år er solisten Lise Baastrup. Hun har haft stor succes i TV-serier som Rita og Orkestret, i TV2's lørdagshit Rundt på gulvet samt i Cirkusrevyen, hvor hun også har vist sin fantastiske musikalitet og sangstemme.
Publikum ved nytårskoncerten kommer til at opleve både Lise Baastrups sangstemme og performer-talent i samspil med det forrygende 16 mand store orkester.
Skotsk dirigent
Dirigent ved koncerten er i år den skotske Russell Gray, som gennem årene har dirigeret de absolut bedste internationale brass bands, foruden at han har indspillet adskillige soloalbums på sit instrument, kornetten.
Der er med andre ord en koncert med humor og god musik i vente.
Sidste chance for køb af billetter til nytårskoncerten er fredag d. 5. januar kl. 20.00 i Bio Huset. Bemærk at der IKKE vil være billetsalg ved indgangen.
Der er aktuelt solgt 300 billetter til koncerten. Af samme årsag opfordrer arrangørerne til, at man så vidt muligt lader bilen stå hjemme således at der ikke opstår P-kaos omkring hallen. Dørene åbnes kl. 15 – præcis en time før koncertstart.
Første prisuddeling
Som noget nyt i år vil nytårskoncerten i år komme til at danne rammen om den første uddeling af 'Godt Gået-prisen', som er indstiftet af nytårskoncertens sponsor Sparekassen Danmark i Galten.
På basis af indstillinger fra lokale borgere har en komite nedsat af sparekassen valgt, hvem der skal være modtager af prisen på 5.000 kroner samt en erindringsgave. Vinderen offentliggøres og hædres i pausen under nytårskoncerten.
I henhold til oplægget er den årligt tilbagevendende pris tænkt som en anerkendelse af lokalt initiativ, som kommer lokalsamfundet til gode. Der er lagt vide rammer for, hvem der kan komme i betragtning til prisen. Det kan være enkeltpersoner, foreninger eller grupperinger med rod i f.eks. idrætsliv, kultur, sociale indsatser mv., og den indsats prismodtageren hædres for, behøver ikke at knytte sig specifikt til det forgangne år. Således kan hædring også ske for en uegennyttig indsats over en årrække.