Påskefejring både inde og ude

Image
De tre præster, fra venstre Betina Hjorth Præstegaard, Rikke Amalie Vestergaard og Hanne-Lise Mandrup ved en "prøveudrulning" af nyskabelsen, en 22 meter lang påskedug, som vil være at finde på kirkegården fra 29. marts til 2. påskedag.

Galten kirke har investeret i en 22 meter lang og 1 meter bred påskedug. Den vil ligge på kirkegården fra 29. marts til og med 2. påskedag.

Påskedugen kommer til at ligge som en lang løber på kirkegården fra flagstangen til kirkedøren.

Dugen er fuld af fotos, som illustrerer de forskellige dage i påsken - fra palmesøndag over skærtorsdag, langfredag til opstandelsen påskedag. Det er meningen, at man kan vandre hen over dugen, mens man kigger på billederne og på den måde gennemleve påskeugens mange stemninger.

Børne-ungepræst ved Galten kirke, Rikke Amalie Vestergaard, har indtalt en podcast, som man kan lytte til, mens man går hen over påskedugen.

Gudstjeneste alle påskedage

I modsætning til sidste år er der i år gudstjeneste i kirken alle påskens dage. Det sker med overholdelse af de gældende retningslinjer med god afstand mellem de fremmødte og at det alene er kirkesangeren, der synger salmerne.

»Vi savner selvfølgelig de almindelige gudstjenester, men de korte gudstjenester, som vi fejrer lige nu, kan noget andet. Her fylder ordene og musikken en del. Sådan vil det også være i påsken,« siger sognepræst Hanne-Lise Mandrup mens børne-ungepræst Rikke Amalie Vestergaard supplerer:

»Rigtig mange går ture lige nu og vi håber, at mange, både store og små, vil slå et smut ned forbi kirkegården i påsken. Det kan være minikonfirmander, konfirmander, børnefamilier eller bedsteforældre med børnebørn. Med påskedugen kan de se og sanse påsken på en ny og anderledes måde. Den lille påskevandring slutter indenfor i kirken, hvor der vil være en lille overraskelse til børnene i døbefonten.«

Understreger påskens budskab

Påskedugen vil ligge på kirkegården fra mandag den 29. marts til og med 2. påskedag.

»Vi glæder os til at få rullet dugen ud og man kan ikke tænke sig en bedre ramme end kirkegården. De små forårsblomster titter jo frem alle steder lige nu og på den måde understreger naturen så fint påskens budskab om håb og nyt liv. Det er et stærkt budskab – ikke mindst i år. Derfor håber vi, at påskedugen vil sætte små samtaler og tanker i gang og hjælpe håbet lidt på vej i Galten denne anderledes påske, siger sognepræst Betina Hjorth Præstegaard.

Læs Galten Folkeblad 24. marts 2021

Del på
superBrugsen Galten

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block