Efter anden er spist, kommer forfatter Anna Grue til Galten Bibliotek.
Torsdag den 10. november er det som bekendt Mortens Aften, og i den anledning skal mange af os have andesteg eller andet godt at spise.
Samme dag tilbyder Galten Bibliotek, det man kunne kalde for, en litterær dessert. Det er nemlig lykkedes biblioteket at skaffe den prisvindende forfatter Anna Grue til byen.
Anna Grue er forfatter til en lang række romaner, krimier og noveller. Romanerne ”Italiens vej” og ”De voksnes rækker” er fyldt med 50’er og 60’er-nostalgi, mens novellerne i ”De andre” samt de enkeltstående spændingsromaner ”Noget for noget” og ”Det taler vi ikke om” er skarpe samtidsportrætter.
Forfatteren bag Sommerdahl
Mest kendt er dog krimiserien om privatdetektiven Dan Sommerdahl, der er udgivet i en lang række lande og har inspireret til TV2-serien Sommerdahl.
Anna Grues seneste roman er ”Nøglen til mord”, som er tredje bind i krimiserien om en kvindelig efterlønner ved navn Anne-Maj Mortensen. Hun slår sine folder i Odsherred, hvor hun midt i hverdagen med hund, have og madlavning opklarer det ene mord efter det andet.
Skriveblokering og arbejdsglæde
Serien, som indledtes med "Mysteriet i Genbrugsen", er holdt i den lidt gammeldags, hyggelige stil, hvor lune personskildringer fylder mere end forbrydelserne, og hvor ingen behøver at få mareridt af læsningen.
Til foredraget på Galten Bibliotek får deltagerne hele Anna Grues spændende historie: fra debutromanen ”Noget for noget” til det nyeste skud på stammen, ”Nøglen til mord”. Om forskellen på krimi og ikke-krimi, om virkelighed og fantasi, om skriveblokering og arbejdsglæde.
At Anna Grue formår at fange sine læsere i et overbevisende univers, kan bibliotekar på Galten Bibliotek, Line Ammentorp, bestemt tilslutte sig:
»Jeg har læst ’Italiensvej’ og ’De voksnes rækker’ og havde en virkelig god læseoplevelse med begge disse bøger. Bøgerne giver et rigtig fint billede af hvordan det var at leve i 50’erne og 60’erne, og jeg slugte dem en for en.«
Nu venter Line i spænding og afslutter:
»Jeg håber virkelig, at Anna Grue udgiver to bøger mere, hvor hun tager fat på 70’erne og 80’erne – de årtier hvor jeg var barn”. Det kan jo være, jeg skulle benytte lejligheden til at spørge forfatteren selv, når jeg endelig får lejlighed for at møde hende til foredraget,« siger hun med et stort smil.
Galten Bibliotek oplyser, at der stadig er enkelte pladser tilbage til foredraget, og at billetter kan bookes via Bibliotekets hjemmeside.
Læs Galten Folkeblad 2. november 2022