For at bevare epidemi-kontrollen er store dele af aktiviteten i landet lukket ned til og med 3. januar. Situationen har også betydning for afholdelse af nytåret 2020/2021.
Smitten med COVID-19 har været stigende i alle landets regioner. Det gælder også dele af landet, som hidtil og i en periode har haft et lavere smitteniveau. Med de tiltag og restriktioner der på nuværende tidspunkt er meldt ud, er der tale om en samlet COVID-19-nedlukning af samfundet hen over jul og nytår.
For jul og nytår gælder der desuden en række særlige forhold:
• Myndighederne henstiller generelt til, at alle i Danmark holder en mere rolig og afdæmpet nytårsaften end normalt.
• Samtidig gælder forsamlingsforbuddet på 10 personer og anbefalingerne om maksimalt 10 personer i private hjem og 10 sociale kontakter også nytårsaften.
• Nytårsaften er der forbud mod salg af alkohol fra kl. 22.00 til kl. 09.00 nytårsdag (1. januar 2021) fra serveringssteder, butikker og andre lokaler og lokaliteter.
• Politiet vil være synligt til stede i det offentlige rum nytårsaften og påse overholdelsen af COVID-19-restriktionerne, herunder særligt forsamlingsforbuddet. Politiet er i dialog med relevante kommuner om hensigtsmæssig indretning af byrum mv. med en klar strategisk hensigt om at undgå sammenstimling i det offentlige rum.
Særlige sundhedsanbefalinger ift. nytår
Sundhedsmyndighederne anbefaler, at man begrænser fejringen af årets afslutning til sin husstand og eventuelt sin allernærmeste omgangskreds.
Sundhedsstyrelsen har i forbindelse med nytårsaften udarbejdet en række god råd:
• Vær så få som muligt og aldrig mere end 10 personer til nytår, inkl. dig og dinhusstand, uanset hvor stor din bolig er.
• Invitér kun personer fra din omgangskreds af 10 personer, du plejer at se ofte.
• Bliv hjemme hvis du har symptomer, er testet positiv eller er nær kontakt.
• Sundhedsmyndighederne anbefaler samtidig, at man holder sig til de samme personer hele aftenen – også når man er udendørs:
• Hold dig til dit eget nytårsselskab hele aftenen, også hvis I går udendørs.
• Undgå steder, hvor mange mennesker typisk går hen nytårsaften.
• Find alternative måder at ønske godt nytår til dine naboer, hils f.eks. hen over hækken, på hver sin altan eller over telefonen.
• Aflys fælles fyrværkeriarrangementer eller –opvisninger, hvor flere mennesker fra nabolaget samles samme sted.
• Lav aftaler for virtuelle nytårshilsner med venner og familie som du gerne ville have fejret nytåret med.
• Uden for private boliger og haver i tilknytning hertil gælder forsamlingsforbuddet på 10 personer.