Sæt Dannebrog på bordet Grundlovsdag

Image
Ifølge Mona Hald er det nemt at bage en Dannebrogskage.

Den bageglade lokale Mona Hald har en kage til næsten enhver lejlighed. Nu har hun et forslag til en smagfuld fejring af den forestående Grundlovsdag.

Af Mona Hald, Galten, tidl. hjemkundskabslærer ved Gyvelhøjskolen

Vi fejrer Grundlovsdag til minde om indførelsen af Danmarks første grundlov, den 5. juni 1849. Dagen fejres ofte med politiske taler rundt om i landet.

Grundlovsdag er også flagdag! Og vi skal hejse flaget! De sidste par måneder er ”Dannebrog” blevet godt luftet; det giver for mange en god følelse for vores land. Det giver også en god følelse af samhørighed – en dejlig fællesskabsfølelse!

Mit forslag er, at vi også sætter ”Dannebrog” på bordet! Det kan vi gøre med stof/papir-flag! Vi kan også bage en kage! Udstille de rød-hvide farver, bruge årstidens ”frugter”.

Ud over at kagen kan pynte på bordet Grundlovsdag, er den velegnet ved andre fejringer – jeg har selv bagt den til flere fødselsdagsborde. Kage-opskriften er enkel og nem, og kagen smager så godt.

Grundlovskagen pyntet som Dannebrog med jordbær og flødeskum smager dejligt både til dessert og til en kop kaffe.

Grundlovskage

Bund:
4 æg
100 g sukker
100 g mel
½ ts bagepulver

Glasur:
2½ dl flormelis
Pisk æg og sukker hvidt og skummende. Si mel og bagepulver og vend det i æggene med let hånd, sørg for, at alle melklumperne røres ud.

Kom dejen i en lille smurt bradepande el. evt. på smurt bagepapir, ca. 25 x 30 cm, og bag kagen 7-9 min. ved 225°C midt i ovnen. Afkøl kagen på en rist.

Creme:
2 æg
3 ss sukker
1½ ss majsstivelse
2½ dl mælk
1 ts vaniljesukker

Pisk æg, sukker, majsstivelse og mælk sammen i en gryde. Varm det op under piskning, til cremen koger og er jævn, tilsæt vaniljesukker. Afkøl cremen.
Rør glasuren sammen.
Smør glasur på kagebunden, og fordel cremen ovenpå.

Pynt:
3-4 dl piskefløde
400 g jordbær

Pisk fløden stiv, skyl jordbærrene og skær dem i halve.
Sprøjt flødeskum på kagen som det hvide kors i Dannebrog. Pynt til sidst kagen med de halverede jordbær.
Bund og creme kan laves dagen før.

Tips: I stedet for glasur kan man lægge et tyndt lag marcipan – det giver en delikat smag. Eller man kan lægge et lag smeltet chokolade på.

Del på
SK

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block