Sidste arbejdsdag efter 43 år i banken

Image
Sidste arbejdsdag efter 43 år i banken
Poul Erik Harbo har taget aktivt del i foreningslivet i Galten, blandt andet i Galten FS håndbold, i spidsen for julefodbold i mange år, og i forskellige bestyrelser. Han er stadig i bestyrelsen for Galten Varmeværk.
Bankrådgiver i Nordea Galten, Poul Erik Harbo, stopper i banken den 18. januar for at gå på efterløn.
En stilling for livet. Det var Poul Erik Harbo fast besluttet på at det skulle være, da han startede i Andelsbanken for 43 år siden. Og det kan man med rette sige, at det blev.
Den 18. januar har Poul Erik Harbo sidste arbejdsdag i Nordea efter et helt arbejdsliv inden for den samme banks rammer - hvoraf hovedparten har været i Galten-afdelingen.
- Jeg har aldrig i mine 43 år tænkt, at jeg skulle noget andet. Det har været 43 gode år og jeg har altid glædet mig til at komme på arbejde. Og der har jo været masser af forandring undervejs, siger Poul Erik blandt andet med reference til udviklingen og og de skiftende tider med bankfusioner. Først  hed arbejdsgiveren Andelsbanken, siden Unibank og fra 2001 Nordea - og ikke mindst har han været med helt fra EDB'ens spæde barndom og Dankortets indførelse.  
- Jeg synes, at nu har jeg været med i mange år og på et tidspunkt skal det jo stoppe, så det er passende nu. Derudover har jeg jo fire børnebørn nu, som jeg også gerne vil have noget tid sammen med.
I spidsen for julefodbold
Poul Erik er udlært i en afdeling i Skanderborg, hvorefter han i 70'erne kom til Galten-afdelingen. Herfra tog han en afstikker til bankens afdeling i Højbjerg, hvor han i 10 år var filialdirektør, inden han i 1992 vendte tilbage til Galten-afdelingen. 
Selvom han stopper med sin daglige gang i banken, slipper han ikke forbindelsen til byen.
- Jeg har altid sat pris på at møde kunder uden for banken, og det ligger i min natur, at jeg bor der, hvor jeg arbejder, forklarer han.
Således har bopælen altid fulgt med jobbet for Poul Erik, så de seneste ca. 20 år har han boet i Galten, hvor han har taget del i mange aktiviteter uden for bankens vægge.
Eksempelvis stod han i en lang årrække for at arrangere det traditionsrige julefodbold, og han har i 25 år været tilknyttet Galten FS håndbold. 
Reception fredag
Med så mange års virke i Nordea i Galten har han haft familier i flere generationer blandt sine kunder. 
- Jeg kommer selvfølgelig til at savne både kunderne og kollegerne, men kollegerne har sagt, at jeg skal kigge forbi indimellem, og når man bor i Galten, møder man jo kunderne, smiler Poul Erik, der tog beslutningen om at stoppe for et års tid siden, så han har haft god tid til at vænne sig til tanken.
Nu ser han frem til at gå på efterløn og bruge tiden på børnebørnene og lidt mere golf-spil, ligesom han stadig sidder i bestyrelsen i Galten Varmeværk. 
Fredag den 18. januar rundes Poul Eriks 43 år i banken af med en afskedsreception i bankens lokaler i Galten fra kl. 13-16.      
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block