Grøn omstilling: Nu kan bolig- og borgerforeninger i Skanderborg Kommune få gratis hjælp til at skabe mere biodiversitet på fællesarealer.
Hvis det også er lidt småt med sommerfuglene og de vilde blomster, der hvor du bor, så er der måske hjælp at hente i et nyt tiltag fra Skanderborg Kommune.
I samarbejde med Mols Consulting, der blandt andet er leverandør til Vild Med Vilje, tilbyder kommunen nu gratis rådgivningsbesøg til boligforeninger, grundejerforeninger og borgergrupper, der gerne vil bruge deres fællesarealer til at skabe mere biodiversitet.
I kommunen oplever klimamedarbejder og tovholder på projektet, Maria Molde, en stigende interesse for at gøre noget godt for klimaet og biodiversiteten. Ikke mindst fra borgere, der bor i områder med udendørs fællesarealer.
»Grundejerforeninger og boligforeninger har ofte nogle ret store områder, der bare står med græs, som skal klippes, og ikke er specielt venlige for hverken klima eller biodiversitet. Jeg tror, at mange har fået øje på potentialet i at gøre noget andet på sådan et areal, men simpelthen ikke ved, hvor de skal starte. Det vil vi gerne hjælpe dem med,« siger Maria Molde.
Et besøg fra klima- og biodiversitetskonsulenten varer 1½-2 timer. Konsulenten gennemgår det valgte fællesareal, peger på mulige klimatiltag og fortæller, hvordan der kan skabes mere biodiversitet til glæde for mennesker, klima og sommerfugle.
Sådan gør du
Kommunen udlodder 20 konsulentbesøg i foråret. Besøgene fordeles efter først-til-mølle-princippet. Hvis fællesarealerne, hvor du bor, skal være med til at gavne biodiversiteten og klimaet, skal du gøre følgende:
• Find et fællesareal, hvor du bor, som I gerne vil skabe mere biodiversitet på
• Få opbakning fra bestyrelsen til at arbejde på et specifikt fællesareal
• Send en kort ansøgning til kommunen via skanderborg.dk/grønskanderborg
Skanderborg kommune sætter i foråret fokus på haver og grønne arealer, der kan gøre en forskel for klimaet.
Se mere i havetemaet på www.skanderborg.dk/grønskanderborg