Stærkt forsalg til byfest-highlights

Image
Stærkt forsalg til byfest-highlights
Stand up comedy-trioen Lars Hjorshøj (fotoet), Torben Chris og Mark Le Fevre har i fællesskab sikret tæt på udsolgt til
Galten Comedy Night torsdag aften ved Galten Byfest.
Hvis forsalget kan tages som en ledetråd har vi en succesfuld Galten Byfest i vente fra onsdag til lørdag.
»Vi har solgt 350 kuverter til spisning onsdag aften. Det er 110 flere end sidste år. Til Galten Comedy Night torsdag melder vi nok udsolgt lige om lidt. Der er kun cirka 70 billetter tilbage,« indleder Søren Riis fra Byfestudvalget, da vi mandag fanger ham for at få en øjebliks-status på forhåndsinteressen.
Til ungdoms-discoteket fredag er der blot solgt cirka 200 billetter i forsalg, hvilket er helt sædvanligt idet de unge først plejer at købe billet på selve dagen.
Til 'Den store fest' lørdag aften med Rasmus Walter og Hardinger Band er der i skrivende stund solgt 450 af maksimalt 1100 billetter. 
Større forsalg end sædvanligt
»Samlet set er forsalget tilfredsstillende. Vi har allerede nu solgt en del flere billetter på forhånd end de andre år,« konstaterer Søren Riis og melder arrangørerne klar til de fire travle dage.
»Vi er rigtig godt med på Bytoften. Vi plejer til det sidste at kæmpe med at have tilstrækkeligt med frivillige hjælpere, men også her er der kommet rigtig mange ind på det sidste. Og vejrudsigten har vi også næsten styr på,« spøger Søren Riis.
Bortset fra et truende regnvejr torsdag eftermiddag/aften står den i henhold til DMI's byvejr-udsigt på høj sol over Galten og fra 15-20°C under hele byfesten.
Læs Galten Folkeblad 8. maj 2018 
 
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block