Et aktivitets-tapas-arrangement i Stjær Boldklub i sidste uge har omgående båret frugt. Nye aktiviteter for seniorer er startet i indeværende uge.
Curling er blandt de nye aktiviteter, som Stjær Boldklub seniormotionafdeling nu tilbyder i kølvandet på et velbesøgt "aktivitets-tapas"-arrangement afviklet i samarbejde med DGI.
»Der var en rigtig fin tilslutning til arrangementet. Her deltog nogle af de medlemmer, der allerede er aktive i seniormotionsafdelingen, sammen med en pæn flok af interesserede, som ikke normalt har deres gang i Stjær Boldklub,« fortæller John Haarup Laursen fra Stjær Boldklub.
Ud over curling fik deltagerne mulighed for at snuse til aktiviteter som bl.a. badminton, volleyball, bordtennis, fitness og gå-fodbold.
Fik omgående tilmeldinger
Fremmødet var så flot at man allerede her fra uge 40 starter de nye aktiviteter mandage og torsdage kl. 13.30-16.00 i Stjærhallerne.
»Med de nye aktivitetstilbud håber vi i Stjær Boldklub at kunne gøre endnu flere seniorer aktive, og med fremmødet til vores aktivitets tapas, så lover det rigtig godt. Allerede samme dag som arrangementet blev afholdt, fik vi flere nye tilmeldinger,« siger John Haarup Laursen fra Stjær Boldklubs seniormotions-afdeling. nj