Stor rift om billetter til nytårskoncerten

Image
Stor rift om billetter til nytårskoncerten
Johnny Logans popularitet medvirker til at det tegner til rekordsalg af billetter til nytårskoncerten med Prinsens Musikkorps lørdag d. 18. januar i Galten-hallen.
Flere end 400 har købt billet til nytårskoncerten i Galten-hallen.
Grand Prix-legenden Johnny Logans tilstedeværelse blandt solisterne ved nytårskoncerten lørdag den 18. januar i Galten Hallen er formentlig baggrunden for, at billetsalget tegner til at slå rekorder.
Billetsalget har netop passeret 400 og mon ikke der føjes yderligere en skare til inden koncerten om en måned.
Og det er ikke kun i Galten det altid velspillende orkester og de to solister, Trine Gadeberg og Johnny Logan har et godt tag i publikum. Til en tilsvarende koncert i Langå blev samtlige 600 billetter solgt i  løbet af 28 minutter.
»Jeg tror, at vores nytårskoncerter er blevet så populære, som de er, fordi folk ved, hvad de får for pengene. Vi leverer altid en vare fra allerøverste hylde med et topprofessionelt show og nogle fantastiske solister,« fortæller Prinsens Musikkorps’ orkesterchef, Henrik Thorngaard, og fortsætter:
»Dertil kommer, at vi har nogle dygtige samarbejdspartnere, i form af en række arrangører, der altid gør deres ypperste for at rammerne omkring nytårskoncerterne skal være de allerbedste. Det betyder meget for publikum, at de kan fornemme, at alle er indstillede på, at netop den dag, hvor de er taget til nytårskoncert, skal blive en ganske særlig aften.« 
Grand prix-kavalkade og Gitte Hænning-medley
Og en særlig dag bliver det utvivlsomt i år – med solister som Johnny Logan og Trine Gadeberg på scenen. 
Programmet for årets nytårskoncert er netop blevet frigivet, og det byder naturligvis først og fremmest på de sange, Johnny Logan har vundet det internationale Melodi Grand Prix med. Det er sange som What’s another year og Hold me now, men derudover synger Johnny Logan også sange fra sine seneste Cd’er som f.eks. The Irish Soul.
Trine Gadeberg kaster sig bl.a. ud i et Gitte Hænning-medley og Den synske sangerinde, som hun optrådte med i Sønderborg Revyen i 2012, film og musicalmelodier, og så overrasker hun med en meget smuk sang fra det klassiske repertoire: Pie Jesu, der er skrevet af Andrew Lloyd-Webber.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block