80-90 mennesker deltog i Arkivernes Dag i lørdags på Galten Bibliotek og Lokalarkivet.
Først præsenterede Erik Korr Johansen det nyudkomne Annales 31, der indeholder 10 artikler fra Galten-området. Her berettes bl.a. om Horsegårds mere end 400-årige historie frem til nedrivningen i disse dage.
Desuden kan man læse om Røde Kors i Galten-området, og om AVKs 80-årige historie, det nu nedlagte Skovby Bageri og fra Storring om Stjærvejs gartnerier, der var i drift fra 1940’erne til 70’erne.
Andre artikler fortæller om Herthas Levefællesskab i Herskind, Skovby-Militærdepotet under den kolde krig og om, hvordan det var at være tjenestedreng og -karl i Sjelle i tyverne.
Endelig kan man også få at vide, hvordan Steffen Brandt fra tv2 i 1980’erne indspillede plader i Stjær og nød Lindegårdens ”farserede porrer”.
Grænseforeningen gennem 100 år
Nogle af forfatterne kommenterede kort deres bidrag. Bogen kan herefter købes på Biblioteket og Arkivet samt i brugserne og Rema 1000.
Flemming Østergaards følgende foredrag om genforeningen og grænseforeningens aktiviteter gennem de seneste 100 år vakte stor interesse, og det samme gjorde de nye udstillinger af genforeningsplakater og om Wedelslund.
Arrangementet afsluttedes kl. 17 efter megen snak, vejledning om samlingerne og enkelte nyafleverede materialer.