Vækst i lokale industriarbejdspladser og eksport

Image
Steffen Ramsgaard har netop etableret fødevarevirksomheden INfoods ApS i Låsby. Han forventer at skulle ansætte 10-15 personer inden for de næste år. Foto: Skanderborg Kommune

Andelen af private arbejdspladser er på to år steget med 5,7 procent i Skanderborg Kommune – næsten dobbelt så meget som på landsplan. Væksten skyldes ikke mindst lokale industrivirksomheder, som eksporterer i stor stil. En nyetableret burgerbøf-virksomhed i Låsby har også store eksportplaner.

Der er godt gang i hjulene hos mange virksomheder i Skanderborg Kommune.

I perioden 2017-2019 er der skabt mere end 1000 nye private arbejdspladser i Skanderborg Kommune. Det er en stigning på 5,7 procent (til 20.972 private arbejdspladser i 2019), hvilket er den højeste vækst i Østjylland og mere end dobbelt så meget som på landsplan.

Det viser tal fra analysen ”Frekvens – kommunale nøgletal for Business Region Aarhus”, som netop er offentliggjort.

Lokale arbejdspladser

Industrien er den branche, der udgør den stærkeste specialisering i Skanderborg Kommune med en fjerdedel (5.370) af de knap 21.000 private arbejdspladser.

Andelen af industriarbejdspladser 70 procent højere i Skanderborg Kommune end på landsplan.

Fra 2017-2019 er beskæftigelsen inden for industrien vokset med 6% mod 3% på landsplan.

»Vi har både små og store industrivirksomheder, som oplever vækst i disse år. Det er glædeligt, fordi det giver flere arbejdspladser og fremgang i kommunen. På trods af corona er det overordnede billede, at vores virksomheder er driftige og i rigtig god gænge,« siger borgmester Frands Fischer.

Mere end 500 eksport-virksomheder

Ifølge de seneste tal har mere end 500 virksomheder i Skanderborg Kommune eksport.

Det er især industrivirksomheder, der sælger til udlandet. 41 procent af industrivirksomhederne eksporterer – det er næsten tre gange så mange som erhvervslivet som helhed.

Det er lige fra store internationale firmaer med hovedsæde i Skanderborg Kommune som Kamstrup og AVK til mindre industrivirksomheder.

Erfaren med eksport

Skanderborg-virksomheden The Army Painter, der fremstiller maling til brætspils- og krigsspilsfigurer, har eksport til mere end 50 lande. 97 procent af salget er eksport. The Army Painter har netop vundet Dansk Industris Initiativpris.

En anden virksomhed, der har fokus på eksport, er fødevareproducenten INfoods ApS, der netop har etableret sig i Låsby.

»Vores ambition er at være den største leverandør af burgerbøffer og frikadeller til det danske food-servicemarked samtidigt med, at vi eksporterer til Sverige, Tyskland og England,« siger virksomhedens stifter Steffen Ramsgaard.

Han er godt bekendt med eksport. Han var med til at grundlægge pepperoni-virksomheden DK-Foods, som han solgte til Danish Crown i 2018. Virksomheden omsatte for 400-500 mio. kr. om året, og mere end 95 procent af salget var til udlandet.

Konstruktiv dialog

Den 3500 kvadratmeter-store burgerfabrik i Låsby stod færdigbygget i januar i år. At det lige blev Låsby og dermed Skanderborg Kommune, var ikke givet på forhånd.

»Jeg havde flere lokaliteter i spil, men det blev Låsby, fordi det er tæt på Aarhus, og fordi kommunen agerede hurtigt og konstruktivt,« siger Steffen Ramsgaard og fortsætter:

»Jeg bad om, at de samlede dem, der giver byggetilladelse, miljøgodkendelse og hvad der ellers skal til, når man skal bygge en fødevarevirksomhed. Få dage senere var jeg til møde med alle de relevante fagfolk, og i det efterfølgende forløb havde jeg én fast kontaktperson. Da jeg sendte ansøgningen ind til Skanderborg Kommune, gik der ikke mere end 14 dage, før jeg havde en byggetilladelse,« siger han.

Når INfoods’ produktionsapparat om et par år, er helt oppe i gear, kan der produceres 15.000-20.000 tons bøffer om året.

I dag har In Foods fem ansatte, og Steffen Ramsgaard forventer, at virksomheden skal ansætte 10-15 personer inden for de næste år.

Læs Galten Folkeblad 17. marts 2021

Del på
Jensine

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block