Sædvanen tro var fritidsklubben ved Skovby Mosegård igen i år inviteret til plejecenter Tjørne-haven i Galten, for at spille og synge julesange for beboerne.
»Det er hver gang en dejlig oplevelse og de unge glæder sig vildt meget. Mange er meget nervøse og helt udmattede bagefter,« fortæller klubmedarbejder Carsten Bieler, som står for mange af musikaktiviteterne ved Skovby Mosegård.
»I år havde vi den glæde, at også flere forældre havde fået lyst til at dele arrangementet sammen med deres børn, og at opleve, hvordan de brænder for det; at se dem være sammen med hinanden og beboerne, samt mærke den gode stemning og hilse på de andre voksne.«
I år var der yderligere den krølle på historien, at Valdemar der går i 3. klasse og er begyndt og lære at spille klaver og trommer, skulle optræde for sin farfar John, der bor på Tjørnehaven. Valdemar skulle spille til “Et barn er født i Betlehem”.
»Der var en rigtig dejlig dag og vi blev inviteret til at komme igen næste år,« fortæller Carsten Bieler.
Julesange og fantastisk synergi
I alt 23 børn fra Skovby Mosegård spillede julesalmer og sange i forbindelse med det to timer lange besøg på Tjørnehaven i onsdags.
Det var en smuk dag med en fantastisk synergi mellem børn, forældre og plejecenterets beboere. nj
Læs Galten Folkeblad 20. december 2023