Vellykket sommerfest i Storrings præstegårdshave

Endnu et godt sommermøde løb af stablen fra den 19. til 23. juni i Storring præstegårdshave.
Mange mennesker i alle aldre gæstede i ugens løb haven på trods af de indimellem heftige regnbyger.
Spejderne, der fra fredag til søndag havde lejr,  trodsede dog bygerne med et smil og heftig aktivitet, ligesom hoppepuderne var i gang fra tidlig morgen til stor glæde for børnehaverne, dagplejen og vuggestuen. 
Under en af fredagens byger søgte børnene ly under den kæmpe store rødbøg, hvor præsten så fortalte historier. Familiedagen lørdag blev noget mærket af regnvejret, men en der blev dog fundet en kage-bage-vinder i den store bagedyst, og der blev flettet pil under den store parasol.  
Aften helt uden regnvejr
Søndag blev der afholdt gudstjeneste i æblelunden i den store præstegårdshave, og selvom vejrudsigten ikke lovede godt, var der et stort fremmøde, ja faktisk skinnede solen for en stund under gudstjenesten.
Vejret Sankt Hans-aften var helt i top, hvilket gjorde det muligt for fire vovehalse fra Viborg og Tenna Jensen fra Stjær at springe i faldskærm med sikker landing i haven, og akrobaten Abdul leverede som sædvanligt varen til glæde og jubel for såvel de små som store legebørn.
Supergod underholdning
Bandet Polecats ramte et bredt publikum med deres humor og fremragende folk-rock og bluegrass-musik, ligesom de to lokale spillemænd Erik og Per skabte rigtig god stemning under ”middagen”. 
På selve Skt. Hans aften mødte et sted mellem 500 og 600 mennesker op i den dejlige have, og aftenen  sluttede traditionen tro med det store Skt. Hansbål.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block