Rekordstore mængder regn i vinterhalvåret har forsinket Skanderborg Forsynings anlægs-
projekt på Hovedgaden i Låsby, som forsyningen nu forventer færdigt i slutningen af juni.
Hovedgaden i Låsby er for tiden gravet op for at gøre plads til nye, større rør, som skal forberede byen til at kunne aflede større regnmængder og forebygge oversvømmelser. Projektet adskiller samtidig kloaknettet i spildevand og regnvand – en såkaldt separatkloakering.
Efteråret og vinterens rekordstore mængder nedbør viste, at projektet er nødvendigt, men desværre har det våde vejr også forsinket anlægsprojektet.
Anlægsarbejdet skulle være afsluttet med ny asfalt og nye fortove på Hovedgaden omkring den 1. maj, men tidsplanen er nu rykket, så Skanderborg Forsyning forventer at afslutte projektet omkring den 1. juli. En tidsplan, der med forårets tørre vejr ser ud til at holde.
Regnen er i perioder faldet i så store mængder, at pumperne, der skulle holde udgravningen fri for vand, ikke har kunnet følge med. Det har i perioder sat projektet i stå, indtil udgravningen igen har været sikker at arbejde i.
Problemerne med oversvømmelse af udgravningen er blevet forstærket af, at arbejdet foregår på det laveste punkt i Låsby, hvor overfladevand løber til fra et stort opland.
»Normalt kan vi pumpe vand udenom vores udgravninger, men hverken pumperne eller de rør, der i forvejen lå i området, kunne følge med i vinter. Så vi har virkelig været udfordret af regnen og har ikke kunnet holde det tempo, vi normalt kan på vores anlægsprojekter,« siger projektleder Torsten Schriver Niewald om hvordan den ekstreme situation har påvirket arbejdet.
Del af større plan i Låsby
Skanderborg Forsyning begyndte at ...