Klokken 00.51 natten til mandag blev en 21-årig mandlig bilist standset af en patrulje på en rasteplads på Stillingvej i Harlev. Det møde førte til ikke færre end seks sigtelser.
Patruljen var blevet opmærksom på bilen, da den ikke havde en nummerplade bagpå.
Betjentene tog kontakt til den 21-årige, og kunne her se, at sikkerhedsselen var spændt bag ryggen på ham. Da han blev bedt om at fremvise kørekort, oplyste han, at han ikke havde kørekort længere, idet politiet havde taget det for lidt tid siden. Betjentene skønnede desuden, at han virkede påvirket.
Manden blev anholdt og sigtet for at køre i et ikke-registreret køretøj, for at køre uden ansvarsforsikring, kørsel uden sikkerhedssele, kørsel uden førerret, narkokørsel og besiddelse af narko.