Tirsdag kl. 22.03 modtog Østjyllands Politi anmeldelse om et voldsomt uheld på Herningmotorvejen på strækningen mellem Skovby og Harlev.
Opdateret onsdag kl. 12.00:
En såkaldt spøgelsesbilist kørte modsat kørselsretningen i det østgående spor og ramte en anden bilist frontalt. Begge bilister blev dræbt ved sammenstøddet. De var alene i bilerne.
De omkomne er en 41-årig mand fra Herning-området og en 36-årig mand fra Aalborg. Politiets foreløbige undersøgelser tyder på at den 41-årige bilist begav sig ud på motorvejen modsat kørselsretningen, hvorefter han med høj fart kørte frontalt ind i modparten.
To andre biler blev impliceret i ulykken. Den ene blev ramt af spøgelsesbilistens bil, da den blev slynget over i det vestgående spor på motorvejen
I den vestgående kørebane blev den påkørt af en anden bil, der blev ført af en 49-årig kvinde. Ved påkørslen blev den 41-åriges bil skubbet ind i midterautoværnet, og den 49-årige kvinde fik alene skader på sin egen bil.
Den 36-åriges bil holdt efter sammenstødet stille i østgående retning på motorvejen, hvor den kort efter uheldet blev påkørt af en anden bil, ført af en 56-årig mand. Der skete også her kun materiel skade.
Da ambulancer og lægebil ankom til uheldsstedet, blev både den 41-årige mand og den 36-årige mand erklæret døde på stedet. Deres pårørende er underrettet.
Motorvejen blev helt spærret i begge retninger, mens oprydningsarbejdet stod på, og der blev tilkaldt en bilinspektør, der har foretaget undersøgelser af uheldsstedet. Kl. 03.15 var arbejdet færdigt, og der blev atter åbnet for trafikken.
Østjyllands Politi er i gang med undersøgelser – herunder afhøring af vidner og indhentelse af prøver på de to omkomne, der skal være med til at afklare, om nogen af dem har været påvirket af enten alkohol eller narkotika.
Dette er helt normal procedure i forbindelse med færdselsdrab. Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvorfor eller hvor længe den 41-årige mand kørte i den forkerte retning på motorvejen.