Efter 93 år i Galten flytter Viggo Ravns Elforretning nu til Skovby.
Fredag i denne uge lukker Viggo Ravns Elforretning på Torvet i Galten. Altså selve butikken.
Viggo Ravns Elforretning fortsætter derimod i nybyggede rammer på Engvangsvej i Skovby.
»Forskellen er, at vi ikke får nogen butik. Tiden er nok løbet fra det i takt med bl.a. nethandelen. Folk har ellers forsøgt at bakke os op, men det er blevet mere køb og smid væk,« siger Nicolai Bilde idet han tilføjer:
»Men vi fortsætter med at have lidt hvidevarer på lager, dels fordi vi har nogle boligforeningskunder. Samtidig foretrækker en del lokale kunder også, at vores hvidevaremand kan udskifte maskinen med det samme, hvis den skal kasseres.«
Ligeledes betoner Nicolai Bilde, at man fortsat gerne kører ud og hænger en lampe op hos "Fru Jensen" eller skaffer specifikke varer hjem.
»Det har vi allerede gjort en del hidtil«.
Industri og nybyggeri dominerer i ordrebogen
Det nye er altså primært, at virksomhedens 26 medarbejdere rykker til tidssvarende rammer i Skovby mens de nuværende bygninger skal nedrives og grunden indgå i et kommende bolig- og erhvervsprojekt ved Torvet.
Mens der på Engvangsvej ikke bliver nogen butik i traditionel forstand, fortsætter Viggo Ravns Elforretning med betjening af industri, erhverv, nybyggeri og service-opgaver..
»Hovedvægten ligger på industri med cirka halvdelen. Anslået 20 procent er nybyg, mens det resterende fordeler sig på øvrige erhvervskunder, landbrug og private,« anslår Nicolai Bilde.
Medarbejderstaben tæller aktuelt seks lærlinge.
»Vi har altid haft tradition for at have mange lærlinge. Det er den måde, vi kan skaffe arbejdskraft til faget, og samtidig ser vi det også som en pligt i stedet for at ærgre os over, at vi ikke kan få kvalificerede folk,« siger Nicolai.
Han glæder sig over at virksomheden har haft mulighed for at beholde de fleste elever efter endt uddannelse.
93 år i Galten
Det er en af Galtens gamle kendinge som ...