Rekordstort Stjær-stævne udfordrer arrangørerne

Image
Rekordstort Stjær-stævne udfordrer arrangørerne
Befolkningstallet i Stjær bliver femdoblet for en dag når Stjær Boldklubs udendørs håndboldstævne afvikles på lørdag med et rekordstort antal hold og forventet 5000 gæster.
Et af Danmarks største udendørshåndboldstævner finder sted i Stjær på lørdag.
Når de første kampe fløjtes op på sportspladsen i Stjær lørdag den 2. juni kl. 9.00, sættes der endnu engang rekord, hvad angår Stjær Boldklubs udendørs håndboldstævne.
»131 hold har tilmeldt sig, hvilket betyder at der skal spilles ikke færre end 219 kampe i løbet af dagen. De mange kampe har givet mere end problemer hos JHF's kreds 5's dommerpåsætter, der må trække dommere til fra nabokredsen. Vi håber dog at det lykkes ham at finde dommere nok til på lørdag,« siger en af arrangørerne Annette Thorsted, der i onsdags kunne sende det færdige program ud til de mange hold.
»Holdene kommer fra hele Jylland og flere nye klubber er med denne gang, bl.a har vi fået en tilmelding fra et hold fra Tinglev i Sønderjylland, som havde hørt om vort stævne fra en anden klub. Interessen har været rigtig stor i år. Lige nu har vi tre-fire hold på venteliste, hold som vi meget gerne ville have med, og vi gør da også alt for at se om det kan lykkes os at finde plads til dem,« fortsætter Annette. 
Forventer 5000 gæster
De mange hold betyder også, at Stjær for en dag vil blive femdoblet. Der forventes op imod 5000 mennesker, så i øjeblikket arbejdes der på at finde alternative muligheder til hvor folk kan parkere deres biler.
»Et så stort stævne betyder også mange frivillige hjælpere, og her er det især madboderne, hvor der skal besættes vagter, så vi kan sikre os at folk også kan få noget at spise og drikke, mens de er i Stjær, men heldigvis har vi et sportsfestudvalg, der står for denne opgave, mens vi sørger for at selve håndboldstævnet kommer til at køre godt,« slutter Annette Thorsted.
Læs Galten Folkeblad 29. maj 2018
 
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block