
I søndags var flagbyportene i Herskind rejst for 10. gang i forbindelse med konfirmationer i Skivholme kirke.
Initiativet til Flagbyportene var en udløber af en snak ved køkkenbordet i 2015 mellem Anna Margethe Kristensen og hendes barnebarn Mathias.
»Vi snakkede om konfirmation og flagning. Mathias var på dette tidspunkt meget optaget af den kommende begivenhed, da han skulle konfirmeres i 2016,« fortæller Anna Margethe Kristensen.
»Mormor, hvorfor har vi ikke en flagalle, som i visse andre byer? Det er da festligt,« lød det fra Mathias, erindrer Anna Margrethe og tilføjer:
»Det ene ord tog det næste. Der er ikke altid så lang fra tanke til handling, idet jeg samme dag/aften gik ind og lavede en ansøgning til Danmarks-samfundet om flag. Jeg nåede det lige inden ansøgningsfristen 13/5 2015«.
Årlig søgning efter huller
Allerede dagen efter blev hun kontaktet af formanden for Danmarks-samfundet med beskeden om, at lokalområdet var bevilliget de 12 flag hun havde søgt om, og at overrækkelsen ville ske ved en festlighed i Århus Domkirke og efterfølgende på Århus Rådhus.
»Herefter trak jeg atter i ”arbejdstøjet”. Nu skulle der skaffes penge til flagstænger, søges om tilladelse hos kommunen til at grave huller, samt placering,« forklarer Anna Margethe
Flagstængerne er alle sponsoreret af lokale virksomheder og foreninger.
Flaghullerne skal hvert år findes frem, da nogle ligger 1,5 m fra vejkanten i rabatten, skjulet af højt græs. Heldigvis er den opgave lettet gennem markering med små dannebrogsflag på enten fortov eller cykelsti.
Flagbyportene er i brug 2 gange årligt, til konfirmationen i Skivholme kirke, samt den årlige Herskind sommerfest.
»Til at varetage opsætning og nedtagning af flag og stænger, er der et korps af fire frivillige. Flere af dem er gengangere, men også nye melder sig. I 2025 er det Kenneth Simonsen, Daniel Østergaard Olsen, Steen Teglbjerg samt Kjeld Jensen. Tak for jeres indsats,« lyder det fra Anna Margethe Kristensen
Det oprindeligt private initiativ med flagbyporte ligger nu i regi af Landsbyrådet Herskind, Skivholme, Herskind Hede.
