I forbindelse med Automatikmessen i sidste uge i Brøndby Hallen blev AVK International A/S tildelt DIRA Automatiseringsprisen 2024.
Prisen er en anerkendelse af AVK’s dedikerede indsats inden for automatisering, og den markerer for AVK en vigtig milepæl i bestræbelserne på at styrke effektiviteten og bæredygtigheden i produktionen.
For 30 år siden startede AVK International deres automatiseringsproces med den første robot. Siden har AVK konstant investeret i robotløsninger til f.eks. bearbejdning og montage af ventiler.
I en fuldautomatisk robotcelle monteres og trykprøves 31 varianter af drikkevandsventiler, der vejer fra 3,6 til 54 kilo. Løsningen tæller adskillige robotarme. Hele 16 processer er samlet i én robotløsning.
»Det er en imponerende automatiseringsløsning, som AVK International har implementeret. (...) AVK International er et godt eksempel på, at automatisering kan være med til at rykke hele virksomheden og højne niveauet,« lyder det fra juryen.
Lars Christiansen, produktionschef ved AVK International siger om den prisvindende robotcelle:
»Vi har hævet kvaliteten, vi har fjernet rigtig meget ensidigt, gentaget arbejde og fjernet nogle tunge løft. Samtidig bliver vi langt mere konkurrencedygtige med den her løsning.«
Internt har projektet været et samarbejde mellem AVK International og AVK Holding med involvering af medarbejdere på tværs af faggrupper.
»Det har været en spændende proces for hele teamet, og takket være entusiasmen og den store indsats fra alle har udviklingen af robotcellen været en stor succes. Det hold, som har stået bag udviklingen af cellen, tæller næsten 100 års erfaring med produktion af ventiler. Der var så meget energi og vilje til at komme i mål med projektet, så det har været et fantastisk samarbejde,« siger Bo Johansen, COO, AVK Holding.
DIRA (Danish Industrial Robot Association) Automatiseringsprisen uddeler hvert år DIRA Automatiseringsprisen til en virksomhed, der har vist exceptionelle resultater gennem brugen af automatisering og robotter.