Efter at have været aktiv omkring Bio Huset i 30 år, heraf mange år som formand, forlader Tove Severinsen bestyrelsen ved generalforsamlingen i næste uge.
Når foreningen bag Bio Huset holder ordinær generalforsamling onsdag d. 13. marts bliver der skiftedag i bestyrelsen.
Tove Severinsen, der har været med omkring Bio Huset helt tilbage fra etableringen som foreningsbiograf i 1994, giver formandsposten videre og forlader bestyrelsen. Der er imidlertid ingen dramatik bag beslutningen. Allerede for et år siden meddelte Tove den øvrige bestyrelse, at det ville blive hendes sidste i bestyrelsen.
»Jeg har været med lige siden den stiftende generalforsamling 23. marts 1994, dels som ansat daglig koordinator i 10 år, og dels som bestyrelsesmedlem heraf mange år som formand. Nu er det på tide at jeg giver plads til nye og yngre kræfter,« siger Tove Severinsen.
Hvem der efterfølger Tove som formand er det op til den nye bestyrelse at beslutte idet formanden udpeges ved en konstituering blandt bestyrelsen.
Foruden Tove Severinsen ønsker yderligere et af bestyrelsens medlemmer ikke at genopstille, så ved generalforsamlingen den 13. marts skal der vælges mindst to nye medlemmer til bestyrelsen.
»Heldigvis er der et par kompetente frivillige, der har takket ja til at være en del af bestyrelsen de kommende år, såfremt de opnår valg ved generalforsamlingen,« fortæller Tove Severinsen.
Fortsætter som frivillig
Noget endegyldigt farvel til Bio Huset og det lokale kulturliv bliver der imidlertid ikke tale om ...