Cirkeldans i Galten kirke

Image
Det er cirkeldans som her ses udført i en anden kirke, der onsdag d. 18. marts, kan opleves i Galten kirke. Sakral dans har rødder i den tidlige kristendom og blev genoptaget i 1980 - nu også flere steder i Danmark.

En ganske almindelig onsdag aften i marts sker der noget nyt og anderledes i Galten kirke.

Den 18. marts kl. 19.00 har man inviteret musiker og danseinstruktør Morten ”Musicus” Pedersen til at komme for at lære de fremmødte nogle enkle cirkeldanse i kirkens rum.

»Sakral dans er koreograferede trin, der danses med en intention om at forbinde og centrere sig. Når man har lært de enkle trin, falder man nemt ind i dansen, som bliver en form for meditation i bevægelse. Der kræves ikke danseerfaring, og ethvert fejltrin i dansen er på forhånd tilgivet,« forklarer Morten Musicus.

Dans fra kristendommens begyndelse

Han er uddannet på musikkonservatoriet og har siden taget to kursusuddannelser i Sacred Dance eller Sakral dans under ledelse af henholdsvis Holger Ulatowski og Susanne Anders Bartholomäi, begge i Tyskland.

Kristen dans hører til kristendommen fra dens begyndelse. Danseformen forsvandt sidst i middelalderen og forblev glemt helt til 1980'erne, hvor den blev genoptaget. Først i Tyskland og England, sidenhen i Sverige og mange andre lande og nu også flere steder i Danmark.

»Jeg stødte på sakral dans med Morten Musicus til en gudstjenestekonference sidste år, og jeg blev meget begejstret. Heldigvis syntes menighedsrådet også godt om idéen om dans i kirken, så nu prøver vi det. Vi indøver trin og danser sammen en time eller måske lidt længere. Når vi er færdige, er der en kop kaffe eller en kop the, hvis man har lyst til det,« siger sognepræst Hanne-Lise Mandrup.

Kirkebænke skubbes sammen

Dansene udføres som en kreds- eller kædedans, og det giver en ganske særlig samhørighed og stemning, når man danser sammen på den måde. Der er en tendens i tiden til at udtrykke troen fysisk.

»Mange steder bliver der tilbudt pilgrimsvandringer, og her i Aarhus Stift har vi vores egen pilgrimspræst, Lise Palstrøm, som også er sognepræst i Veng-Mesing. Sakral dans ligner pilgrimsvandring ved at være bøn med fødderne,« siger sognepræst Hanne-Lise Mandrup og tilføjer om det rent praktiske.

»I Galten kirke er der ikke så meget plads, men heldigvis kan bænkene skubbes sammen, så det bliver muligt at danne en rundkreds.«

Mød frem onsdag d. 18. marts og tag del i dansen.

Læs Galten Folkeblad 11. marts 2026

Del på
Skanderborg Kommune

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block