
De sociale medier har ændret manges liv og måden af omgås andre. Men er det godt eller dårligt?
Af Sarah Vad Jensen, erhvervspraktikant, Skovbyskolen
Sociale medier og skærmforbrug fylder mere og mere i manges daglige liv. Det har dog både positive og negative indvirkninger på dagligdagen.
Folkebladet tog en snak med sognepræst i Storring-Stjær, Carsten Marvig for at høre om hans syn på emnet.
»Da jeg startede som præst, og kommende brudepar kom ind og satte sig, så sagde jeg: Jeg tror I to har mødt hinanden på Låsby Kro. Så sagde de. Hvor vidste du det fra? Men det var sådan dengang. Hvis man skulle ud at finde sig en kæreste, så mødtes man typisk på Låsby Kro. Det var det, man gjorde her i området,« indleder Carsten Marvig.
»Nu kan jeg sige, når jeg får et brudepar ind, at de har garanteret mødt hinanden på nettet. Det er bare for at beskrive, den enorme udvikling der er sket i de 33 år jeg har været præst. Det er helt vildt, men de sociale medier er jo kommet for at blive,« nævner han som et eksempel på de nye mediers betydning.
Ifølge Carsten Marvig er sociale medier et koncept man bliver fascineret af.
»Vi er jo blevet dybt afhængige af dem. Det der er det spændende er, hvordan vi bruger dem? Og bruger vi dem rigtigt? Jeg synes jo, at de kan rigtig mange ting,« siger Carsten.
Positivt og negativt ved sociale medier
Carsten arbejder med unge mennesker til hverdag, i form af konfirmander og minikonfirmander, og mener at det er vigtigt, at børnene og de unge ved, om det de kigger på, er troværdigt, da der er både positive og negative ting på sociale medier, som kan have indflydelse på unge.
»Alene det, at man er opmærksom på det. Det tror jeg gør en stor forskel. Der står jo ikke på de ting, man kigger på, om de er rigtige eller forkerte,« siger Carsten Marvig og tilføjer.
»Skulle man gøre sociale medier til et sikkert sted for alle, tror jeg bare ...
