DM-løb starter hos Leo Rasmussen Automobiler

Image
Deltagere i et bilorienteringsløb er klar til start.

Lørdag d. 22. marts i eftermiddagstimer bliver der kørt bilorienteringsløb i Galten og omegn med start hos Leo Rasmussen Automobiler A/S.

Denne gang gælder det første afdeling af Jysk-Fynsk Mesterskab (JFM) 2025, og det er igen i år de to lokale kørere fra Bjerringbro og Omegns Auto Sport (BOAS), Knud Ejgil Vestergaard fra Galten og Tom Hagelskjær fra Stjær, som arrangerer løbet.

De to sluttede selv på tredjepladsen i klasse B ved sidste års DM, og det er første gang, de skal forsøge sig med at arrangere et såkaldt mesterskabsløb, hvor der er lidt strengere krav til arrangementet og en officiel dommer sat på til at afgøre eventuelle tvister.

De første kørere sendes afsted fra Leo Rasmussen Automobiler A/S kl. 13.00, og herefter går turen ad en for kørerne hemmelig rute gennem diverse små byer i området for så at ende i Skanderborg.

Det præcise slutsted er indtil videre hemmeligt og offentliggøres ved ophæng kort før start. Undervejs vil der blive kørt på en del offentlige veje godkendt af politiet og under hensyntagen til den almindelige trafik. Men der vil også være et antal afstikkere ad private veje, samt rundt om og gennem lokale gårde og virksomheder, hvor der på forhånd er indhentet de fornødne tilladelser.

Arrangørerne takker på forhånd de mange lokale, som har gjort det muligt at sammensætte et forhåbentligt spændende og alsidigt løb med mange små finter undervejs.

Til slut går turen tilbage til Galten, og arrangementet rundes af med præmieoverrækkelse til de dygtigste, samt spisning for deltagerne, sponsoreret af Leo Rasmussen Automobiler A/S.

»Fra arrangørerne skal der også lyde en stor tak til Leo Rasmussen Automobiler A/S for at lægge både lokaler og mad til arrangementet,« siger Tom Hagelskjær, Stjær.

Læs Galten Folkeblad 19. marts 2025

Del på
Berger Optik

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block