Dronningen besøger Galten-Skovby

Image
Dronningen besøger Galten-Skovby
Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen gæster søndag den 2. september Skanderborg Kommune og lægger bl.a. vejen forbi Galten-Skovby. Foto: Burt Seeger
Regentparret beærer Galten-Skovby med en visit i forbindelse med et officielt besøg i Skanderborg Kommune søndag den 2. september.
I forbindelse med regentparrets sensommertogt med Dannebrog, hvor der er tradition for også at lade turene gå ind i landet, beærer H.M. Dronning Margrethe og H.K.H Prinsgemalen Skanderborg kommune med et officielt besøg søndag d. 2. september.
Da besøget ligger i forlængelse af regentparrets deltagelse en gudstjeneste og arrangement i Viborg Domkirke, vil det for Skanderborg Kommune være naturligt, at lade regentparret påbegynde besøget i Galten-Skovby-området.
I hvilken form og omfang borgerne får mulighed for at se og hylde regentparret er endnu uafklaret. De nærmere detaljer er i øjeblikket genstand for mødeaktivitet mellem Skanderborg Kommune og Statsforvaltningen.
Rundt i kommunen
Sidenhen involveres Hofmarskallatet, der endeligt skal give grønt lys for programmet.
- Vi vil gøre alt for, at det bliver en festdag for hele kommunen. Ambitionen er, at besøget bliver en af de store fælles begivenheder, som vi alle husker tilbage på, og engang fortæller videre til vores børnebørn, siger borgmester Jørgen Gaarde.
- Såvidt aftalerne falder på plads, er det Skanderborg Kommunes mål, at dronningen og prinsgemalen får lejlighed til at besøge alle fire dele af kommunen, Galten-Skovby, Ry, Hørning og Skanderborg, så befolkningen får mulighed for at opleve og tage del i regentparrets besøg, men det er i sidste ende hofmarskallatet, som fuldstændigt afgør programmet, siger Jørgen Gaarde og tilføjer, at regentparret ventes at forlade Skanderborg igen ved 17-tiden.
Besøg hver for sig
Foruden regentparrets fælles visit i Galten-Skovby samt den officielle modtagelse i Skanderborg, er det tanken, at dronningen og prinsgemalen hver for sig besøger andre virksomheder og institutioner.
- Vi satser på at få lagt et afvekslende program med besøg på virksomheder og institutioner. Lige nu er der mange muligheder i spil, for vi har rigtig meget at byde på i hele kommunen. Vi ved, at dronningen er meget interesseret i arkæologi. Og så har vi selvfølgelig bemærket opfordringen i nytårstalen om, at tage ansvar og bidrage aktivt til fællesskabet. Derfor er det oplagt, at vi også  viser noget af den kreativitet og opfindsomhed, som sprudler blandt aktive borgere her i kommunen, siger Jørgen Gaarde.
Vi skal tilbage til 1983 for at finde dronningens seneste officielle besøg i Skanderborg Kommune, da den daværende gamle  Skanderborg Kommune havde besøg af regenten i anledning af 400 året som købstad.
I fjor havde kommunen to gange besøg af majestæten. Dels i forbindelse med Hjejlens 150 års jubilæum, hvor turen udgik fra Hotel Julsø ved Himmelbjerget, og kort tid efter på ny, da dronningen besøgte FDF's Landslejr, Julsølejren. I begge tilfælde var der tale om foreningsbaserede aktiviteter, men denne gang er der tale om et officielt besøg i kommunen.
 
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block