Når der fremover skal navngives veje efter personer, bliver der i Skanderborg Kommune mere fokus på kvinder.
Der er 1311 veje i Skanderborg Kommune. Omkring de 43 af vejene er opkaldt efter kendte personnavne. Heraf er fem af dem kvinder. Det bliver der fremadrettet ændret på.
Byrådet har efter et forslag fra størstedelen af de kvindelige byrådsmedlemmer vedtaget en ny standard for navngivning af veje. Den reviderede standard sigter mod, at mænd og kvinder hyldes på lige fod i det offentlige rum ved navngivning af veje i Skanderborg Kommune.
Standarden bliver fremadrettet, så der ændres ikke på nuværende vejnavne for at sikre ligestilling.
»Kvinder er jo halvdelen af både vores historie og nutid. Derfor er det helt naturligt, at flere veje bliver opkaldt efter kvinder, så vi på sigt får en bedre balance mellem vejnavne opkaldt efter mænd eller kvinder,« siger formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget, Claus Leick.
I det første udkast af standarden var det et krav, at man skal være født i Skanderborg Kommune eller have været aktiv i denne for at komme i betragtning til at vejnavn. Men ifølge Klima-, Miljø- og Planudvalget blev det for snævert, og derfor kan alle, også personer fra udlandet, i princippet få en vej opkaldt efter sig i kommunen.
Skilte fortæller historier
Førsteprioriteten ved navngivning er dog et stednavn, som kan henføres til det geografiske område eller den lokalitet, hvor vejen er beliggende. Når veje fremover navngives efter personer, skal der på vejskiltet stå, hvem personen, som vejen er opkaldt efter var, f.eks. forfatter, politiker o.lign. samt leveår.
»På den måde får vi historiefortælling med i byrummet, hvor vi oplyser borgere og besøgende,« siger Claus Leick.
Når der er tale om at finde navne til nye private fællesveje, skal det ske i samråd med grundejeren. Ved uenighed, træffes den endelige afgørelse af Byrådet.
Foruden de fem veje i Skanderborg Kommune, der er opkaldt efter historiske eller kendte kvinder, kommer der et ukendt antal veje, som har mere ukendte, men dog kvindenavne. Eksempelvis Helgasvej og Frejasvej.