Gå i videnskabsklub på Skanderborg Gymnasium

Image
I Videnskabsklubben bliver børn undervist af frivillige gymnasieelever, som skaber et fællesskab omkring videnskaben. Foto: Lars Svankjær

Nu kan nysgerrige børn gå til videnskab i fritiden.

Videnskabsklubben  er et fritidstilbud, der pirrer børnenes kreativitet og nysgerrighed. I efteråret kan børn i 4.-6. klasse “gå til videnskab” som en fritidsaktivitet. Gennem sjove videnskabelige forsøg, eksperimenter og aktiviteter lærer børnene, hvordan de selv kan udforske verden.

Tilbuddet er gratis og findes pt. i 65 kommuner, deriblandt Skanderborg Kommune. Der åbnes for tilmeldingen for deres Videnskabsklubber søndag 31. august kl. 10.

Det skriver Videnskabsklubben i en pressemeddelelse.

Lige så naturligt som at gå til fodbold

Videnskabsklubbens tilbud er særdeles populært. Hvert år står mange hundrede børn på venteliste landet over, og tilbuddet udvides derfor løbende - i år til i alt 14 nye kommuner.

Ifølge Videnskabsklubbens direktør er tilbuddet især vigtigt, fordi det tilbyder noget andet end andre mere almindeligt kendte fritidsaktiviteter som fodbold og gymnastik.

»Det er ikke alle børn, der passer ind i alle fritidsaktiviteter, men der skal være en fritidsaktivitet for alle børn. Derfor drømmer vi om, at videnskab bliver en helt almindelig og udbredt fritidsaktivitet, så der også findes et tilbud til de børn, der er mere til kreative forsøg og eksperimenter end fx boldspil,« lyder det fra direktør Rikke Schmidt Kjærgaard.

I 2023 blev Videnskabsklubben hædret for sit arbejde af Dronning Margrethe med den prestigefulde Amalienborgpris, som siden 1972 kun er blevet uddelt 15 gange.

Frivillige gymnasieelever underviser børnene

I Videnskabsklubben er det frivillige gymnasieelever, som selv er glade for videnskab, der underviser på holdene. Derfor foregår undervisningen også på lokale gymnasier, hvor de yngre børn får mulighed for at opleve stemningen efter skoletid og få et tæt forhold til de unge.

Gennem syv uger lærer børnene først og fremmest at undre sig og omsætte deres undren til hypoteser og videnskabelige forsøg.

De lærer at arbejde systematisk og metodisk ligesom rigtige forskere inden for deres felt, og de lærer desuden at samarbejde og stille kreative og kritiske spørgsmål, som de skal finde svarene på i fællesskab.

Videnskabsklubben er et inkluderende fællesskab, hvor eneste krav til at deltage er en sund portion nysgerrighed.

På Skanderborg Gymnasium udbydes to forløb: Arkæologi (4.-5. klasse) og Mikrobiologi (5.-6. klasse). I begge tilfælder er aktiviteten placeret på tirsdage i tidsrummet kl. 16.00-17.30.

 

Del på
Vild Med galten Skovby

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block