Kom og lær at spille bridge. Det holder hjernen i gang, og det er sjovt.
Galten Bridgeklub som holder til i foreningslokalet i Galten Hallen, Røddikvej 18, vil gerne have nye medlemmer, erfarne som uerfarne. Så man opfordrer interesserede til at melde sig.
Klubben tilbyder undervisning for nybegyndere med Birgitte Rolskov som underviser.
»Jeg begyndte at spille bridge i 1994, da to par i Galten – Gerda og August Jensen og Marie og Vagn Kjærskov Nielsen – tog initiativ til at danne en bridgeklub i Galten. Forsøget lykkedes, og Galten Bridgeklub har nu mere end 30 år på bagen,« fortæller Birgitte Rolskov og tilføjer:
»Jeg lærte spillet sammen med min far, Ole Rolskov, der spillede i klubben med forskellige makkere frem til corona-epidemien gjorde det umuligt at spille et par sæsoner. Nu er min far død, men han sagde tit, at bridgespillet havde givet hans seniorliv et godt indhold. Jeg tror, han gerne ville have lært spillet tidligere i sit liv.«
Selv var Birgitte Rolskov i første omgang aktiv i fire år, men holdt så en pause grundet arbejdsforpligtelser. Hun rejste meget i forbindelse med iit arbejde og kunne derfor ikke passe de faste turneringsaftner.
»Men da min arbejdssituation ændrede sig, så jeg var mere hjemme, genoptog jeg spillet med stor fornøjelse i 2014 og har spillet i klubben siden. Nu er jeg selv pensionist og må give min far ret i, at spillet, samværet med de andre medlemmer og morskaben ved konkurrencen i turneringerne giver et godt indhold i et seniorliv,« konstaterer Birgitte.
I foråret gennemført hun Danmark Bridgeforbunds kursus for undervisere og er nu klar til at give nye medlemmer muligheden for at lære spillet at kende.
»Forhåbentligt kommer der mange, der gerne vil lære at spille bridge, og jeg vil gøre mit bedste for at de kan føle sig godt taget imod,« siger hun.
Lær det grundlæggende i efteråret
Har du ikke spillet bridge før, så ...
