Grundlovsfest på Ejer Bavnehøj – med politik, fællessang og musik

Image
Tårnet på Ejer Bavnehøj.

Der bliver både fællessang, politiske taler og musikalsk underholdning, når der inviteres til grundlovsfest på Ejer Bavnehøj 5. juni kl. 15-17.

Dagen indledes med velkomst ved borgmester Frands Fischer fra Skanderborg Kommune. Hovedtaler er fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og folketingsmedlem Camilla Fabricius (S).

Professor i statskundskab Anne Binderkrantz indtager også talerstolen. Hun indgår i ledelsen af Magtudredningen 2.0 med base på Aarhus Universitet og siger:

»Demokratiet er udfordret rundt omkring i verden, men hvordan står det egentlig til med det danske demokrati? Også i Danmark oplever mange afmagt over for det politiske system, samtalen på sociale medier er konfliktfuld og det er blevet sværere at gennemskue lobbyverdenen. Med udgangspunkt i Magtudredningen 2.0 er mit tema, hvordan vi bedst forstår demokrati i et samfund som Danmark. Hvor finder vi sprækkerne i det danske demokrati - men også, hvor vi skal sætte ind, hvis vi gerne vil sikre et robust dansk demokrati.«

Kor- og fællessang

Der bliver desuden musikalsk underholdning på højt plan. Pianist Kristian Bisgaard optræder sammen med fhv. højskoleforstander på Brandbjerg Højskole Simon Lægsgaard. Fællessang med tidligere højskoleforstander, Simon Lægsgaard og pianist, Kristian Bisgaard

Kristian spiller for, og Simon fortæller om sangene og hvad sang gør ved os, når vi sammen skal synge sommeren ind. Vi skal både omkring kendte sange, men også nogle af de nye bidrag til den danske sangskat, som Simon og Kristian har skrevet sammen.

Kristian har skrevet tre melodier i den nye højskolesangbog og Simon tekst til to sange – herunder Afmagtssang. Sammen involverer de publikum i en række nye sange og fortællinger bag.

Det anerkendte Skanderborgkor Vocali optræder også under kyndig ledelse af Alice Vestergaard. Vocali er et alsidigt kor, der synger et bredt udvalg af flerstemmige sange – fra moderne og rytmiske numre til klassiske korstykker.

Alle er velkomne. Der er gratis adgang.

Arrangører er: Venstre Skanderborgkredsen, Socialdemokratiet og AOF Skanderborg samt Ejer Bavnehøjs Venner.

Læs Galten Folkeblad 3. juni 2026

Del på
Ejer Bavnehøj

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block