Herskind, Skivholme og Herskind Hede hædret som Årets Landsby i Skanderborg Kommune

Image
Formanden for Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget i Skanderborg Kommune, Tage Nielsen holder tale ved den formelle overrækkelse af titlen som Årets Landsby 2021 til Herskind, Skivholme og Herskind Hede. Med buketten ses Else Thomsen som repræsentant for Landsbyrådet.

I slutningen af december blev det bekendtgjort, at Herskind, Skivholme og Herskind Hede var valgt som 'Årets Landsby' i Skanderborg Kommune. Nu har den formelle overrækkelse fundet sted.

Overrækkelsen af prisen fandt sted i lørdags  som et led i Herskind Boldklubs sommerfest.

Et levende foreningsliv, lokalt engagement og ambitiøse udviklingsplaner. Det er nogle af de ting, der bliver fremhævet ved Herskind, Skivholme og Herskind Hede.

Prisen uddeles af Landsbysamvirket, der som forening arbejder for landsbyernes interesser og fungerer som bindeled mellem Skanderborg Kommune og landsbyerne. Med prisen følger en check på 5.000 kr.

Skaber lokal opbakning

Kulturudvalgsformand i Skanderborg Kommune, Tage Nielsen hæfter sig blandt andet ved Herskind, Skivholme og Herskind Hedes evne til at skabe lokal opbakning og lave udviklingsplaner til gavn for lokalområdet.

»Herskindområdet har i årtier vist sin styrke i borgernes omfavnende tilgang til at inddrage bredt i de mange lokale fællesskaber. Der er en særlig velkommenhed over for det nye, det anderledes og ikke mindst de mange tilflyttere, der kommer til området. Samtidig er kommunikationen i området levende med alt fra grupper på sociale medier til en meget populær podcast lavet af lokale kræfter. Det er imponerende,« siger formand for Kultur-, Sundheds og Beskæftigelsesudvalget i Skanderborg Kommune Tage Nielsen.

Bæredygtigt fællesskab

Herskind, Skivholme og Herskind Hede tæller ca. 1300 personer, og tallet er i vækst. Alene Herskind by har oplevet en befolkningsvækst på mere end 25 procent over 10 år. I 2018 blev Herskind Skole og Børnehus udvidet med en vuggestue, fordi børnetallet er stigende.

Optimismen blomstrer også i det alsidige, lokale foreningsliv, som har succes med at rekruttere og fastholde frivillige medhjælpere og ledere.

Samtidig fremhæves det også i indstillingen af årets vinder, at landsbyfællesskabet arbejder målrettet med bæredygtighed. F.eks. er Levefællesskabet Hertha i gang med at bygge nyt lejlighedskompleks som supplement til de mange mindre træhuse til beboerne med udviklingshæmning. Alt bygges i bæredygtige økologiske materialer. Der er også nedsat en arbejdsgruppe for at skaffe en delebil til området.

»Herskind, Skivholme og Herskind Hede kombinerer gode traditioner med nytænkning og har vist sig som et bæredygtigt og attraktivt område at bo i. Det er et sted med aktive borgere, omsorg for de svage og et skarpt blik for det nære fællesskab, og derfor valgte vi Herskind, Skivholme og Herskind Hede som årets landsby,« fortæller Orla Jegstrup, formand for Landsbysamvirket.

Herskind, Skivholme og Herskind Hede var også Skanderborg Kommunes kandidat til at blive årets landsby i Region Midtjylland 2021.

Læs Galten Folkeblad 25. august 2021

Del på
Gi'Gaven

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-