Galten-Skovby Minigolf kan nu bryste sig af, at være Danmarks første bane, hvor et lysanlæg gør det muligt at forlænge både spilleaftenerne og sæsonen.
Den ugentlige klubaften hos Galten-Skovby Minigolf var speciel i onsdags.
Normalt møder cirka 30 af klubbens 250 medlemmer op i vintermånederne for at spille indendørs, men i onsdags deltog cirka 50 medlemmer.
Anledningen var indvielsen af den nyeste forbedring på det udendørs anlæg nemlig et lysanlæg der gør det muligt at forlænge spilletiden og imødekomme den støt stigende interesse for banen.
»Det er jo en stor dag. I aften skal vi have sat prikken over i'et Nu har vi fået alt hvad vi kunne tænke os,« sagde formand Thomas Drivsholm med henvisning til lysanlægget.
Han rettede en stor tak til lokale sponsorer og leverandører, der har muliggjort projektet, og til den skare af frivillige, der har taget slæbet.
»En rigtig stor tak for det. Og nu kan vi jo invitere til maraton-minigolf. Det bliver publiceret rundt omkring til alle minigolfklubberne i Danmark, og så skal vi på et tidspunkt have et event, hvor det skal foregå om natten,« fortalte Thomas Drivsholm.
»Vi bliver den eneste bane i Danmark med lys på anlægget, som der kan spilles på 24-7,« tilføjede formanden inden han via sin mobiltelefon aktiverede lysanlægget. Og så blev der skålet i champagne og nippet til kransekage inden de første spillere skulle prøve banen i kunstlys.
Kan udvide spilletiden
Men er det virkelig nødvendigt med et lysanlæg? Ja, siger formanden.
»Baggrunden er, at vi kan udvide spilletiderne om aftenen, når vi har udendørs spil onsdag aften. Her må vi ellers slutte sæsonen meget tidligt, fordi der bliver for mørkt. Hidtil har vi ikke kunne spille efter klokken halv ni. Normalt vil vi gerne spille til klokken ti,« siger Thomas Drivsholm.
»Og så har vi nu mulighed for at udvide spilletiden og lave nogle eventer for andre klubber, der kommer her og spiller. Det har man kun været muligt indendørs i Danmark. Vi er de første, der kan lave det udendørs.«
God økonomi
Det har kostet 196.000 kroner at ...