
Fredag den 6. juni kl. 16.00 inviterer Stjær Boldklub og Balance-teamet til den officielle indvielse af Balancen – et nyt aktivitetsområde for alle aldre ved boldbanerne, skolen og den nye børnehave i Stjær.
Balancen er et projekt, der samler natur, leg, bevægelse og fællesskab i ét og samme område. Det er tænkt som et sted, hvor både børn og voksne, unge og ældre kan mødes, bevæge sig, lære og nyde udelivet sammen. Med lege- og motorikredskaber, træstubbe, trampoliner, motionsudstyr og grønne zoner, bliver området en oase for uorganiseret idræt, spontane møder og afslapning – med naturen som ramme.
Området, som tidligere blot var en græsplæne, er nu forvandlet til et levende miljø, hvor både biodiversitet og menneskeliv kan blomstre. En snoet sti fører besøgende gennem området, og langs denne vil der på sigt blive lagt grafiske motiver i termoplast, der inspirerer til bevægelse og leg.
»Vi har ønsket at skabe noget, der både tilføjer værdi til hverdagen og forbinder mennesker i byen. Balancen er mere end bare et legeområde – det er en platform for fællesskab, sundhed og nærvær,« siger Marie Hulgaard, en af drivkræfterne bag projektet.
Lokal opbakning og fælles stolthed
Projektet er blevet til i samarbejde mellem Stjær Boldklub, frivillige borgere og en række lokale aktører. Den samlede anlægssum er på omkring 1,5 millioner kroner, som er rejst gennem fondsstøtte, lokal sponsorstøtte og ikke mindst en crowdfundingkampagne.
I løbet af få uger lykkedes det at samle hele 40.000 kroner fra lokale borgere og firmaer, der skulle bruges til at sikre, at 225 træstubbe kunne blive professionelt sat op som en del af motorikbanen. Disse stubbe er med til at understøtte både leg, ophold og det naturlige udtryk i området.
»Det har været rørende at mærke den store opbakning – både i form af penge, frivilligt arbejde og varme ord. Folk har virkelig taget ejerskab. Det er vores allesammens sted.,« fortæller Carina Rosenbech Thybo, en af de frivillige i projektgruppen og landskabsarkitekten bag designet.
De tre lokalsponsorer SKT-Byg, LH Fence og Storring-Stjær Borgerforening har også ydet væsentlige bidrag og får derfor synlighed på den sponsortavle, som opstilles ved indgangen til området.
Projektet har yderligere modtaget støtte fra SydbankFonden, Lokal- og Anlægsfonden, Skanderborg Kommune, NordeaFonden, Friluftsrådet, Damstahl samt Dobbelt Møller Holding.
Indvielse med fest og fællesskab
Indvielsen 6. juni markerer den officielle åbning af Balancen og bliver fejret som en del af den årlige Sportsfest i Stjær.
Programmet for åbningen starter ...
