Vidste du, at en af Danmarks stærkeste kvinder bor i Galten? 37-årige Katja Jørgensen er blandt landets mest succesfulde styrkeløftere.
Til dagligt er Katja Jørgensen projektleder hos Mærsk og arbejder primært med overdimensioneret cargo og projekt-logistik.
I fritiden handler det også om noget, de fleste vil betegne som "overdimensioneret cargo".
Her i form af styrkeløft.
Klassisk styrkeløft er en styrkesport, der handler om at løfte så høj en vægt som muligt i tre faste discipliner: Squat, bænkpres og dødløft.
Ved konkurrencer har løfteren tre forsøg i hver disciplin, og det bedste godkendte løft tæller med i den samlede total.
Den 21. marts skal Katja Jørgensen igen repræsentere Danmark ved EM i styrkeløft. Denne gang på Malta.
Hun har efterhånden deltaget ved EM og VM en del gange. Ved seneste EM vandt hun bronze samlet og guld i dødløft for vægtklassen -84 kg.
Ved VM i 2021 i Sverige vandt hun bronze i dødløft. Desuden har den stærke kvinde fra Galten i en årrække vundet DM.
Styrkeløft udkæmpes i vægtklasser og opdelt efter køn og aldersgrupper, så konkurrencerne er så fair som muligt. Der uddeles medaljer for totalen og for hver af de tre discipliner.
Droppede håndbolden til fordel for styrkeløft
Katja har dyrket styrkeløft siden 2016 hvor hun tilfældigt prøvede det i Aalborg.
»Jeg har egentlig altid trænet og været glad for styrketræning. Men jeg vidste ikke, at det var en sportsgren før i 2016. Førhen har jeg spillet håndbold i mange år, men det var ret hårdt for kroppen og jeg havde mange skader,« fortæller Katja Jørgensen.
Hun træner i Aarhus Athlet Klub og stiller også op for klubben ved stævner.
»Jeg har en ...
