Ketty fik en dansende flot afsked

Image
Ketty fik en dansende flot afsked
Femårige William (t.v.), pædagog og Dansedagens tovholder, Ketty Christophersen, Mikkel (4) og Lasse (5) slår rytmen an på trommer.
250 børn fra Galten-området fik rystet danseskoene i forbindelse med Dansedagen, som i år blev afviklet for 15. gang.
For 15. år i træk afholdt Børnehaven Porskjær i fredags Dansedag. Omkring 250 børn fra Stjær/Storring Børnehus, Galten Børnehave, Viften, Gyvelhøjen og Børnehaven Porskjær var samlet i haven ved Porskjær Børnehave, hvor der var musik, sang og dans.
»Det er en stor dag for dem, og det er fantastisk at se, at de går så meget op i det,« fortæller Børnehaven Porskjærs leder, Lisbeth Højvang. 
Formålet med dagen er ikke bare at have det sjovt, men også at børnene oplever glæden ved at bevæge sig og bruge kroppen.
»De får mulighed for at kunne udtrykke sig gennem musik og dramaturgi, og børnene får brugt alle sanserne. Det er en vigtig del af det pædagogiske arbejde,« fortæller Ketty Christophersen, pædagog i Børnehaven Porskjær.
Speciel dag for Ketty
For hende var årets Dansedag en speciel en af slagsen. For det første er det i år sidste gang, Dansedagen afholdes med Ketty Christophersen ved roret. Hun har i alle de 15 år været tovholder for Dansedagen, men nu er det slut, da Ketty Christophersen går på efterløn ved udgangen af august måned.
Desuden fik børnehaven også besøg af en repræsentant fra DGI. Porskjær er nemlig certificeret som bevægelses-, leg- og idrætsbørnehave, og de fik derfor gen-certificering, så de kan fortsætte som DGI-børnehave.
I pausen var der saft og frugt til alle dansere.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block