Klank Efterskole får international klasse

Image
Klank Efterskole får international klasse
Fra næste skoleår tilbyder Klank Efterskole i Galten en international klasse, hvor undervisningen i engelsk, matematik, naturfag og samfundsfag sker på engelsk, mens undervisningen i dansk og tysk foregår på de respektive sprog. 
Undervisningen sker med afsæt i IGCSE (International General Certificate of Secondary Education), som er Cambridge Universitets internationalt anerkendte uddannelsesprogram. IGCSE sikrer, at undervisningen er ens uanset hvor i verden, eleven befinder sig, og skoleåret afsluttes med den samme eksamen som IGCSE-elever verden over – klassens afsluttende prøver er fuldt kompetencegivende i det danske uddannelsessystem.
Den internationale linje har længe været efterspurgt af eleverne og ønsket af lærerne på Klank Efterskole, og derfor er det en glad forstander, der næste skoleår byder de første Klank-elever velkommen til som IGCSE-studerende.
- Vi har gennem flere år haft rigtig gode erfaringer med Cambridge-engelsk, og vi føler os nu parate til og stolte over at tage det ekstra skridt med at oprette en international klasse, der på alle områder kvalificerer eleverne til et videre studieforløb, siger Klaus Larsen, forstander på Klank Efterskole.
- Det er klart, at en international linje kræver nogle kompetencer i engelsk, men det vigtigste er, at man er klar til at give skolearbejdet en skalle, for en international klasse er et krævende, men også meget givende valg, siger Klaus Larsen.
Fysiske udfordringer
En international klasse er ikke den eneste nyhed på Klank Efterskole fra næste skoleår. De mere fysisk udfordrende X-fag ’Cykling’ og ’Grænselandet’ er der også store forventninger til.
- ’Grænselandet’ bliver særligt for dem, der ønsker at prøve sig selv af fysisk og mentalt. Det kommer til at handle om halvmaraton, klatring, Ironman og andre af den slags aktiviteter, mens ’Cykling’ er for de mange, der interesserer sig for mountainbike, landevejscykling og spinning, siger Klaus Larsen og tilføjer:
- Såvel den internationale linje som de nye X-fag passer perfekt ind i Klank Efterskoles nye mantra ”Vi gør det med vilje”, der kommer til at gennemsyre alt, hvad vi gør.
Klank Efterskole præsenterer skolen og de nye tiltag på ”Efterskolernes Dag”, søndag den 30. september, hvor der er åbent hus fra kl. 13.00 til kl. 17.00.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block