Ved en fondsaften i Sparekassen Danmark blev der uddelt 81.183 kroner til gode formål blandt seks lokale modtagere.
»I Sparekassen Danmark og i Sparekassen Danmark Fonden Galten har vi et stærkt ønske om, at vi skal gøre byen og vores lokalområde levende.«
Sådan sagde afdelingsdirektør i Sparekassen Danmark, Morten Greve i sin velkomst da repræsentanter for støttemodtagere i torsdag var samlet for at modtage det glade budskab om støtte og fortælle lidt om de projekter man arbejder med.
Samtidig hyldede man nogle af de ildsjæle, der medvirker til at realisere projekterne.
»Vi er i den heldige situation, at vi får rigtig mange ansøgninger til fonden. Omvendt så betyder det også, at der bliver søgt om langt flere midler, end vi har mulighed for. Vi vælger at tolke det som værende positivt, for det underbygger faktisk vores syn på vigtigheden af det lokale foreningsliv og byliv og det faktum, at der er en stor virkelighed i vores kvalitetssamhæng,« konstaterede Morten Greve videre inden man gik over til den pekuniære uddeling.
Støtte til unges karakterdannelse
Første modtager i aften var Sjelle Forsamlingshus, der havde ansøgt om penge til bord-og-bænkesæt. Man havde ansøgt om 4.425 kroner, hvilket også blev støttebeløbet.
Næste modtager var Skovbyskolen, der i ansøgningen havde indledt med ordene:
»Vi ønsker at styrke de unges karakterdannelse som mennesker ved at dyrke det analoge fællesskab.«
Det uddybede indskolings- og SFO-leder Jonas Thomsen ved fondsaftenen.
»Vi ønsker at lave nogle miljøer, hvor eleverne synes, at det er hyggeligt at sidde analogt overfor hinanden. Gennem at have nogle brætspil, hvor man kan grine lidt af det, man laver sammen. Og måske træne det te med at være i dialog med mennesker, når man kigger hinanden i øjnene.«
Skolen havde ansøgt fonden om 4904 kroner, hvilket man også fik bevilget.
Nye stole til Lillering Forsamlingshus
Tilsvarende var der 8000 kroner i støtte til Galten Revy- og Morskabsteater til materialer, ligesom Lillering Forsamlingshus modtog 16.882 kroner til nye stole i det genopbyggede og nu topmoderne forsamlingshus.
Galten Børnehave og Vuggestue kunne gå hjem med 21.900 kroner til etablering af læringsmiljøer på institutionens legeplads.
Endelig var der 25.000 kroner i støtte til Bio Huset, øremærket afholdelsen af nytårskoncerten i Galten-hallen.
»Jeg er derfor både glad og stolt over, at vi i Sparkassen Danmark og i Sparekassen Danmark Fonden Galten kan være med til, forhåbentlig at bringe glæde hos jer og være med til at bringe glæde lokalt,« afrundede Morten Greve uddelingen på vegne af Sparekassen og fonden.