Lærlinge fra Skovby Møbelfabrik og AVK hædret med medaljer

Image
To medaljevindende lærlinge fra virksomheder i Galten-Skovby. Til venstre Troels Schack, uddannet som maskinsnedker ved Skovby Møbelfabrik, ved receptionen i Rådhushallen. Til højre industritekniker Kasper Lykke Kristensen flankeret af adm. direktør Morten Sæderup Nielsen, AVK og fabrikant Niels Aage Kjær.

Da Østjyllands 23 bedste lærlinge i torsdags blev hædret af Dansk Industri i Østjylland, var lokalområdet repræsenteret ved lærlinge fra Skovby Møbelfabrik og AVK.

Troels Schack, maskinsnedker ved Skovby Møbelfabrik A/S, scorede karakteren 12 ved sin svendeprøve og blev derfor belønnet med en sølvmedalje (guld uddeles principielt ikke).

»Det er bestemt en stor ære at blive anerkendt for det hårde arbejde man har været igennem,« sagde 32-årige Troels Schack efter overrækkelses-ceremonien i byrådssalen på Århus Rådhus.

Han startede hos SKovby Møbler i 2018 og kunne som voksenlærling og ved dygtighed afkorte noget af den 3,5 år lange uddannelse ved merit.

Svendeprøven blev bestået i september i fjor, og Troels fortsatte hos Skovby Møbler indtil februar. Nu læser han videre til bygningskontruktør.

»Under uddannelsen til maskinsnedker fik jeg øjnene op for det at tegne og lave 3D-modulering. Det vil jeg tage videre ind byggebranchen, så at læse til bygningskonstruktør var en oplagt vej frem for udelukkende at se på møbeldesign,« siger Troels Schack.

Om årene hos Skovby Møbelfabrik siger han:

»Det har været dejligt. Det er en god arbejdsplads med gode kolleger. Så længe man selv udstråler, at man har lyst til at lære, så får man lige så meget igen. Jeg kan anbefale andre at søge derhen.«

»Det betyder meget«

Akkurat som Troels Schack fik også den 22-årige industritekniker ved AVK, Kasper Lykke Kristensen en medalje hængt om halsen af Århus-borgmester Jacob Bundsgaard.

»Det betyder meget, at den ekstra skalle man har givet, har gjort, at man er her i dag,« sagde Kasper Lykke Kristensen under receptionen i rådhushallen.

Hvad var afgørende for dit valg af uddannelse?

»Jeg har sådan set vidst det i det meste af mit liv. Jeg har været under indflydelse af min fars bedste kammerat, foruden at jeg hørt om faget, og så kunne jeg bare mærke, at det virkede rigtigt da jeg kom ud at arbejde med det,« fortæller Kasper og tilføjer:

»Til at starte med gik jeg på GF1 (Erhvervsuddannelsernes Grundforløb). Her kommer man ud og har tre hovedgrupper som smed, mekaniker og industritekniker. Dér kunne jeg bare mærke, at industriteknikerdelen hev mest i mig.«

Han har været tilknyttet AVK igennem hele sin 3,5 år lange læretid. Han var til svendeprøve i december, var udlært i februar. Siden er han fortsat som uddannet industritekniker i virksomheden.

Hvordan har AVK været som læreplads?

»Det har været en fantastisk læreplads. De er glade og søde, og det er en stor virksomhed, så der er mange muligheder,« siger Kasper. Han ser sig selv blive hos AVK i nogle år fremover.

De bedste lærlinge

Det er Aarhus Haandværkerforening og Dansk Industri, der i regi af Medaljefonden hvert år hylder regionens bedste unge håndværkere.

Medaljerne går til de bedste lærlinge, som har afsluttet en erhvervsfaglig uddannelse inden for industri eller håndværk på en virksomhed i en af følgende kommuner: Aarhus, Skanderborg, Silkeborg, Favrskov, Randers, Syddjurs og Norddjurs.

Ved den afsluttende tekniske skoleuddannelse skal medaljemodtageren desuden have opnået en karakter på mindst 10 i gennemsnit.

Læs Galten Folkeblad 6. oktober 2021

Del på
Berger Optik

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block