I lørdags var der gjort klar til det helt store set-up hos Skovby IF Tennis. Der var indbudt til klubmesterskaber, generalforsamling og hygge.
Fra de yngste børn til de mere erfarne spillere blev der kæmpet om titlerne i flere forskellige kategorier.
Klokken 10 blev der åbnet med turneringer i henholds børne- og juniorrækken. Alle spillede mindst fire kampe. For nogle var det første gang de spillede kamp. Der blev øvet i pointsystemet og i placeringer på banen, og alle fik fornemmelsen af at spille rigtig tennis.
Børnene spillede på bane 1, og når de havde pause, fik de mulighed for at kigge med på bane 2 og 3, hvor der var drabelige og intense dyster mellem juniorerne.
»Der blev spillet flot tennis, og de fik virkelig vist, hvad de har trænet hele året. Kraftfulde slag og elegant opbygget spil viste at det ikke kun er teknikken, men også spilforståelsen som er blevet god,« fortæller René Sandfeld Paulsen fra Skovby IF Tennis.
Det hele endte med en finaleduel mellem brødrene Killian og Aidan Jørgensen, som storebror Killian denne gang løb med.
Generalforsamling med fokus på frivilligheden
Næste punkt på dagsordenen var bespisning og generalforsamling. Imens der blev hygget om medlemmerne med grillpølser, chips og hjemmebagt kage, blev der afholdt generalforsamling.
Fokuspunktet var frivilligheden. Klubben har en sund økonomi. Den er villig til at investere i diverse kurser og hjælpemidler, men ligesom i så mange andre lignende klubber ledes der efter frivillige trænere.
Jeanette Pedersen holdt et oplæg om ...
