Unge Oliver Svendsen fra Låsby er tilbage på banen efter skadespause – jagten på IDM Sportbike-titlen intensiveres.
Oliver Svendsen, den talentfulde danske kører for Triumph Germany Racing Team, har vist bemærkelsesværdig viljestyrke.
Kun fem uger efter et styrt under en træningsdag, hvor han brækkede skinnebenet, er Svendsen igen tilbage på banen og klar til at kæmpe om IDM Sportbike-titlen.
Den unge dansker måtte stå over 5. afdeling på den hollandske bane i Assen på grund af skaden, hvilket betød, at han midlertidigt måtte dele mesterskabsføringen med den spanske kører Inigo Iglesias. Derfor var der ekstra spænding, da teamet fra Låsby kørte mod 6. afdeling på Nürburgring, hvor Olivers deltagelse var afhængig af godkendelse fra banens læge.
Heldigvis startede weekenden med en ekstra træningsdag torsdag, hvor teamet havde mulighed for at tilpasse opsætningen på cyklen. Ændringerne gjorde det lettere for Oliver at køre med følgerne af benbruddet og viste samtidig IDM-organisationen og lægen, at han var klar til at deltage igen.
Løb 1: Fra start satte Oliver et højt tempo og fulgte tæt efter Inigo Iglesias på de første omgange. For at skåne benet og sikre, at han kunne gennemføre, valgte han at fokusere på stabile point til mesterskabet. Det gav en sikker 2. plads. Dermed er mesterskabet fortsat helt åbent, selvom Oliver midlertidigt måtte rykke ned på andenpladsen i den samlede stilling.
»Det er helt bestemt det hårdeste løb, jeg har kørt i hele min karriere, og bare det at stå af cyklen efter løbet var en kamp,« lød det fra Oliver Svendsen.
Løb 2: Til weekendens andet løb havde teamet arbejdet intensivt på at forbedre cyklens opsætning og sikre de bedst mulige betingelser for Oliver. Desværre styrtede Oliver, og svingofficialen tillod ikke, at Oliver selv kørte cyklen tilbage til pitten. Han blev transporteret med ambulance til tjek, men i mellemtiden reparerede teamet cyklen hurtigt, så den var klar til at komme på banen igen.
Efter nogle omgange fik Oliver endelig grønt lys og kunne vende tilbage på banen – flere omgange efter de andre – med mulighed for at hente point til mesterskabet.
Midt i løbet måtte Inigo Iglesias udgå med motorproblemer, hvilket gav Oliver chancen for at hente de 5 point, han manglede i mesterskabet. Reglerne kræver imidlertid, at man skal gennemføre 75 % af løbet for at få point, og Oliver manglede én omgang, så han fik desværre ingen point.
»Det er altid forfærdeligt at vælte på første omgang, men jeg følte, at jeg ramte noget på banen, som fik cyklen til at skride. Sikke et fantastisk arbejde af teamet – jeg havde ikke forventet at komme tilbage i racet på nogen måde. Selvfølgelig er jeg skuffet over at mangle én omgang, især fordi jeg synes, jeg spildte værdifuld tid ved ikke selv at kunne køre tilbage til pitten. Men vi kan ikke klandre os selv for ikke at have forsøgt,« siger Oliver Svendsen.
Næste gang Oliver skal på banen, er til IDM-finalen på Hockenheim, hvor han skal hente mindst 5 point for at vinde mesterskabet.
