To gange årligt uddeler energi- og fiberkoncern midler fra AURA's Lokalværdipulje. Derfor har knap 40 foreninger dele 350.000 kr. fra puljen. Foreningerne har hver modtaget mellem 5.000 og 25.000 kr.
Blandt de lokale modtagere af AURA's Lokalværdipulje i Galten, Skovby og Låsby er Høver Beboerforening (10.000 k.r), Låsby Svømmeklub (10.000 kr.), Låsby Boldklub (10.000 kr.), Projekt Forum Galten-Skovby (10.000 kr.), Lions Galten Skovby (5.000 kr.) og Skovby Sportsklub (5.000 kr.).
Fællesskabet og aktiviteter, som samler lokalsamfundet, er nogle af overskrifterne for en stor del af de projekter, som nylig har fået besked om, at de er blevet udvalgt som modtagere af AURA's Lokalværdipulje.
»Som andelsejet selskab ønsker vi at give noget tilbage til det lokalsamfund, som vi er en del af, og som vi er ejet af. AURA er et stort fællesskab af 113.000 andelshavere, og derfor ønsker vi at bakke op om nogle af de mange fællesskabsfremmede aktiviteter, som de lokale klubber og foreninger arbejder hårdt for at kunne tilbyde deres medlemmer,« siger Carsten Höegh Christiansen, adm. direktør i AURA.
Fællesskabsplads som mødested
Høver Beboerforening driver byens beboerhus og ønsker at gøre endnu mere for at huset bliver samlingspunkt for byens borgere. Derfor har de indrettet en Fællesskabsplads i forbindelse med huset, som de ønsker skal være et naturligt sted at samles og drøfte verdens gang.
Foreningen har søgt AURA's Lokalværdipulje om tilskud til at indrettet pladsen med en markise over de borde- bænkesæt, som byens borgere samles om. AURA har bevilget 10.000 kr. til projektet.
»Vi ser en stor sammenhæng mellem AURA og vores projekt om at styrke fællesskabet og skabe bæredygtighed i samværet i lokalsamfundet. Ved at skabe et sted, hvor mennesker kan mødes og udveksle idéer og støtte hinanden, bidrager vi til at styrke det lokale fællesskab, og den tryghed der ligger i at kende sin nabo, og det er vi rigtig glade for, at AURA vil bakke op omkring,« siger Kenneth Oxholm.
Tradition for støtte til lokalt foreningsliv
»Vi har endnu engang været imponeret over alle de mange gode ansøgninger og de mange spændende projekter, som de lokale foreninger og klubber har søgt om donationer til. Og vi forsøger at hjælpe så mange som muligt så bredt som muligt, fordi vi har en lang tradition for at støtte det lokale foreningsliv,« siger Carsten Höegh Christiansen.
AURA Lokalværdipulje har hvert år ansøgningsfrist i maj og oktober. Med puljen ønsker AURA at bidrage til et aktivt foreningsliv blandt selskabets andelshavere. Støtten går til kulturelle, sociale og sportslige aktiviter.
Læs Galten Folkeblad 18. december 2024