
Lokalområdet byder på et væld af muligheder for voksne at få bevæget kroppen, og træning er noget, vi alle har brug for. I en travl hverdag er det ikke altid let at finde tid til at træne, men i bl.a. Galten FS er der et stort udvalg af aktiviteter, der gør det nemt at komme i gang – uanset alder.
Af Merle My Bøtkjær, erhvervspraktikant, Den fri Hestehaveskole
Kristine Møller Søndergaard er frivillig i Galten FS. Hun træner to voksenhold: et yogahold, hvor aldersgruppen spænder fra 33 til 81 år, og et rytmehold for voksne mellem 31 og 56 år.
»Rytmeholdet er et hold hvor vi leger, danser, laver sammensætninger og laver styrke. Fokuset er, at vi både skal bruge krop og hoved, og så skal vi have det sjovt samtidig. Yogaholdet handler for mig om krop og sind. Hver træning har jeg en kropsdel jeg fokuserer på, både at gøre kropsdelen stærkere og smidigere. Derudover arbejder vi med vejrtrækning, for på den måde, at skabe ro i kroppen,« sådan beskriver Kristine Møller Søndergaard sine to træningshold og tilføjer:
»Jeg elsker at bevæge mig, jeg bliver mere glad, får mere energi, og så elsker jeg at inspirere andre til bevægelse både i mit job og i min fritid.«
Det sociale fællesskab
Og det er ikke kun hendes egen oplevelse. Samme engagement fornemmer hun også ved deltagerne:
»Jeg synes, det virker til at dem der kommer til træning, også får mere energi, og der er mange der siger tak for en dejlig træning.«
Der er en grundlæggende sandhed i, at det at komme ud og bevæge sig – selv bare lidt – kan forbedre vores livskvalitet. Mange voksne og ældre oplever, at de får et boost af både energi og selvtillid, når de ser, hvad de kan opnå gennem træning.
Kristine fortæller at hun også selv får mere energi, ved at træne, men også fællesskabet er vigtigt. Træning handler ikke kun om at blive stærkere fysisk – det handler også om det fællesskab, der er til stede på holdene.
»Jeg tror, at det betyder ...
