Martin Brygmann byder 2023 velkommen i Galten

Image
Martin Brygmann bliver solist når Prinsens Musikkorps nytårskoncert vender tilbage til Galten-hallen efter to års tvungen "covid-pause". Foto: Franne Voigt

Solisten til Prinsens Musikkorps nytårskoncert-turné er nu udvalgt. Det bliver multikunsteren Martin Brygmann.

Efter to års Covid-aflysninger vender Prinsens Musikkorps' festlige nytårskoncerter tilbage til Galten lørdag d. 7. januar 2023.

Det bliver garanteret både festligt, gennemmusikalsk og morsomt når solisten denne gang bliver multikunstneren Martin Brygmann, der kan skrive bl.a. skuespiller, komiker, sanger og komponist på visitkortet. Brygmanns indgang til showbizz var i øvrigt som trommeslager – bl.a. for Lars Hug.

Martin Brygmann er kendt som en fantastisk og morsom entertainer, og der er derfor god grund til at glæde sig til en koncert fyldt med humor og god musik.

Gennem tiden har Martin Brygmann også markeret sig som en fænomenal sangskriver, og hans sange har været soundtrack til adskillige danske film og tv-serier.

Netop nu er Martin Brygmann aktuel i 'Toppen af Poppen' på TV2, hvor seerne søndag fik genopfrisket en stribe af Martin Brygmanns sange såsom 'Vent på mig', der i perioden 1993-2008 var den mest spillede sang på P3, 'Ud i det blå' og film-hittet 'En kort en lang' (Lisa Nilsson) for ikke at nævne julekalendersangen 'Jesus og Josephine'.

Veloplagt dirigent

Dirigent ved koncerten bliver den altid veloplagte Nikolai Bøgelund, som gennem årene har haft et tæt samarbejde med Prinsens Musikkorps og har stået foran orkestret ved et hav af koncerter. Desuden har trombonespilleren og arrangøren også været på verdensturné med Lukas Graham.

Nytårskoncerten vil som altid byde på et par timers musikalsk underholdning på højeste niveau, når Prinsens Musikkorps giver den gas på scenen med det 16 mand store orkester.

Koncerten lørdag d. 7. januar i Galten-hallen bliver i øvrigt premieren på årets nytårsturne for Prisens Musikkorps nytårskoncerter.

Arrangør er Bio Huset med støtte fra Sparekassen Danmark. Billetsalget er åbnet via www.biohuset.dk

Læs Galten Folkeblad 7. september 2022

Del på
Sparekassen Danmark

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block