Stjær Boldklub og Stjær kulturgruppe går nu sammen om at arrangere koncerter i den nye hal i Stjær. Musikalsk bysbarn åbner ballet.
I forbindelse med at Stjær er blevet årets landsby i kommunen, og kandiderer til også at blive det i regionen, bliver der nu lagt endnu et lag på lagkagen, nemlig koncertvirksomhed.
»Den mindste af byens to haller har en perfekt størrelse og en fremragende akustik, som gør den særdeles velegnet til koncertarrangementer,« siger John Haarup Haarup fra Stjær Boldklub om baggrunden for ideen.
Stjær Boldklub og Kulturgruppen har en plan om at arrangere cirka fire koncerter om året, en nytårskoncert i januar, en forårskoncert i april, en efterårskoncert i september eller oktober, og eventuelt en julekoncert i december.
»De navne der kan komme i spil, skal være populære navne inden for forskellige genrer. Artister der appellerer både til det unge og det voksne publikum. Det kan være kunstnere der i forvejen er på turne, og derfor kan hyres til fornuftige priser, der kan stå mål med foreningernes betalingsevne, ved en billetpris på 100-150 kroner,« siger Helene Simoni Thorup fra Stjær Kulturgruppe.